Tarok-manden tør ikke længere
Manden bag legendariske Tarok tør ikke længere sætte sig op i en sulky.
– Jeg har haft nogle alvorlige uheld gennem væddeløbskarrieren, og nu er det slut med at være aktiv i sulkyen, siger 66-årige Jørn Laursen.
– Jeg fortsætter med at træne vores heste i langvogn, men jeg tør helt enkelt ikke sidde i de små vogne, hvor hestene kan ramme os hovedet og på kroppen. I en Langvogn kan hestene stadig sparke bagud og ramme os på fødder- eller på underbenene, men det gør kun ondt et par dage, og så er det overstået. Hestene vil normalt ikke gøre os mennesker fortræd, men bliver de meget skræmt, vil de væk, og så gør de ting, der kan være livsfarligt for os mennesker.
28. december 2009 kørte Jørn sit sidste travløb
– Hancock (Macon) skulle gøre comeback, og jeg valgte derfor at tage køreturen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg var skræmt fra vid og sans, og synes overhovedet ikke det var sjovt. Efter den start bestemte jeg mig for, at nu måtte det være slut, fortæller Jørn Laursen.
– Tidligere var jeg med i en Rotary-klub, hvor speedwaykøreren, den 3-dobbelte verdensmester, Ole Olsen også deltog. Han blev spurgt, hvornår han vidste, karrieren skulle stoppe. Olsen svarede, at den dag han lukkede af for gassen i svinget, så var tiden kommet. Jeg gav ikke fuld gas på Hancock, og allerede inden løbet skulle i gang, var jeg klar over, at det blev min sidste start.
– Hancock er i øvrigt skadet, og han kommer nok ikke til start igen. Nu hygger jeg om vores fire træningsheste, og jeg har især fidus til, at Primas (Buvetier D’Aunou) vil få en flot 4-års sæson, siger Jørn Laursen.
Tarok (kaldet ”Dannebrog på fire ben”) vandt 111 løb i 156 starter. Flere af disse var blandt datidens verdensstjerner.
Fantastiskeheste.dk beretter her om Tarok:
– Kunne man forestille sig 600 mennesker drage over Atlanterhavet for at se en hest løbe to et halvt minut på en travbane i USA.? Nej, vel. Slet ikke i 1977, hvor det ikke var helt almindeligt og frem for alt heller ikke helt billigt for europæere at besøge det nordamerikanske kontinent. Ikke desto mindre var det netop, hvad omtrent så mange småtossede danskere – alle var de bidt af én gal travhest – gjorde, da nationens firbenede klenodie Tarok stillede til start i det uofficielle verdensmesterskab for travheste på Roosevelt Raceway i staten New York. Den resterende del af befolkningen, ikke mindre bidte, blev hjemme for at høre løbet transmitteret direkte over radioen.
Hverken før eller siden har danskerne været så optaget af ét navngivent dyr, og at hesten endnu i dag huskes som “Dannebrog på fire ben” er en naturlig følge af den hysteriske nationalfølelse, der havde knyttet sig til hesten lige siden 1976. Dengang, som fireårig, satte Tarok den svenske verdensstjerne Wiretapper til vægs af to omgange i Charlottenlund Travbanes nyindstiftede internationale løb “N.J. Koster Memorial”, i det ene tilfælde endda i ny europarekord for aldersklassen.
I begyndelsen af 1970’erne havde dansk travsport ellers befundet sig i en krise. Det var og blev en amatørsport. Tiltroen til sportens udøvere i almindelighed og til afviklingen af væddeløbene i særdeleshed var svindende, og der fattedes penge som aldrig før. At travsportens redning, den 18. februar 1972, netop skulle fødes i en amatørstald, nærmere betegnet Stald Kima nær Skive, blev derfor til skæbnens ironi, om end det givetvis også blev afgørende for hestens store popularitet. Måske Tarok var en af Morten Korchs røde heste – ikke kun billedligt talt. I hvert fald var han rød, med blis og aftegn på benene.
Tarok var efter Pay Dirt, en hingst efter Florican, hvis succes i dansk traveravl med tiden skulle blive historisk (fem derbyvindere taler deres eget sprog). Moderen var Tina Virup, en halvtovlig hoppe som manden bag Stald Kima, Karl Ingvard Laursen, i tidernes morgen havde følt sig til narret til at købe for 5.000 kroner. Tarok var hendes niende føl. Som alle andre af hendes afkom lå Tarok forkert, og det blev med hiv og sving, at Laursen og den tilstedeværende dyrlæge fik ham ud. At det ligefrem var en kommende verdensstjerne, de havde hjulpet til veje, havde de næppe forestillet sig, men føllet så godt ud og fejlede ikke noget. Måske den lille hingst alligevel kunne blive en trumf for Stald Kima, ligesom et af de 22 kort i det kortspil der gav navn til føllet.
Fem år senere var berømmelsen for længst en realitet. Kort før afrejsen til USA løb Tarok i Billund, og i timerne op til løbet havde færdelspolitiet set sig nødsaget til at anmode tilstrømmende travfans om at vende om. Indfaldsvejene til Billund var blokeret. Alle ville se Tarok, og den dag lykkedes det for ca. 10.000 mennesker, halvt så mange som havde set hesten vinde derbyet året før, overlegent i ny rekord: 1.19,9a/3000 meter.
Og sådan var det bare, når Tarok løb. Om den vandt eller tabte, betød ikke det store. Selv de blå-gule havde overgivet sig. Først havde Tarok slået fænomenet Wiretapper, og senere på fireårssæsonen havde den på banen Jägersro i Malmö vundet over en anden af de svenske supertravere, den jævnaldrende Gay Frost. Hvad fodboldlandsholdet ikke kunne, formåede Tarok. Da hesten havde fejlet sine chancer bort i starten af Åby Store Pris i Göteborg i 1977, henvendte en svensker sig for at høre om mulighederne for at få Tarok at se på en anden svensk bane, og da Jørn Laursen, søn af Karl og i langt de fleste tilfælde kusken bag Tarok, havde ønsket at gøre sig bekendt med, hvem Tarok i givet fald skulle møde, havde svenskeren betroet ham, at de skam ikke ønskede at se hesten i løb. De ville bare se den.
Et sulkyuheld i et løb før derbyet havde ellers tidligere sat en kile i Taroks ellers så imponerende sejrsrække, først 15 sejre i træk – og derpå 17. Uden uheldet var det blevet til historiske 33 sejre i træk! Hesten forekom i den periode uovervindelig, og Tarok blev også altid en af den slags, som de fleste kun får lov at drømme om. Hingsten ikke alene ville selv – den kunne også selv. Karl Laursen gjorde engang den bemærkning, at den eneste grund til, at han endnu bad sin søn sætte sig op bag Tarok, var den, at reglerne foreskrev, at der skulle sidde en mand i vognen under hele løbet. Måske sagt i kådhed, men dog ikke helt uden fornemmelse for, hvor selvstændig og selvbevidst Tarok var. I rampelyset tog hesten selvsikkert imod tilråbene og de mange klappende hænder, lige som den nød den megen virak, når børn som voksne ville så tæt på som muligt. Og vel hjemme igen forstod Tarok også selv at give besked. Havde hingsten vundet, gjorde den, til ære for sine staldkammerater, sejrsdans på gårdspladsen. Havde den tabt, luskede den derimod stille ind i sin boks, gemte sig for en tid, så godt den kunne.
I en vis forstand havde Tarok måske også grund til at påtage sig en del af ansvaret, i medgang og i modgang, for hesten var opdrættet og blev trænet som dét, den var, en naturtraver. Lige siden sin allerførste start som tre-årig løb den allerhelst “barbenet”, ingen sko og intet kunstigt udstyr til at hjælpe og korrigere på gangarten, og familien Laursen holdt desuden på, at den ikke skulle løbe på vitaminer og særlige præparater, om så de var nok så godkendte af dopingmyndighederne. Da Tarok blev bragt til start på Roosevelt Raceway, tilstod de heller ikke dyrlæge Hans Schougaard nogen mulighed for at excellere. De satte deres ubetingede lid til hestens eminente stofskifte og usædvanlige lungekapacitet, og den veterinære ekspertise bød de i stedet konservesmad og en sovepose, så han kunne overnatte i stalden sammen med kusken – nå, ja, og så Tarok, naturligvis. Det var ikke den amerikanske drøm. Men vist var det den danske.
Hvem vandt verdensmesterskabet? Ja, Delfo hed hesten vist, en italiensk traver der kunne takke guderne for en omdiskuteret omstart, som betød, at den, i den gældende start, blev sluppet ubesværet til spids, hvorfra den defilerede sejren hjem på lette fjed. Hvem tog spids i den ugyldige start? Gæt selv. Og gæt, hvem der havde vundet, hvis ikke dommerne havde ringet om. Hestesportsinteresserede danskere kan uden tvivl svare rigtigt, lige som en og anden fortsat nægter at tale om verdens hurtigste travhest – Tarok endte dengang i det slagne felt som nummer seks – langt hellere taler man om den bedste, den mest karismatiske, den rareste, den godmodigste.
Tarok døde af den frygtede Baron-Gruff-syge, i dag også kendt som Tarok-sygen. Den triste begivenhed i januar 1981 prægede alle avisforsider i landet, og den nationale sorg var af et sådant omfang, at kun de allerfærreste dødsfald blandt mennesker afføder de samme reaktioner. Mange vil endnu i dag vide, at en liter A-38 kunne have reddet hestens liv, men sådan er der så meget. Dansk hestesport mistede sit flagskib, og dansk travsport – ja, sandsynligvis hele travverdenen – mistede en enestående mulighed for at holde rigtig liv i en af traveravlens ældste hingstelinier, Florican-Axworthy-linien. Trods sølle 32 afkom nåede den røde hingst at udmærke sig som en suveræn beskeler – heste som Farokken, Gloria GT og Hot Trot Ting vidner herom – og endnu i dag må Tarok anses for den måske allerbedste morfar, man har kunnet tænke sig på disse breddegrader.
Tarok ligger begravet på Stald Kimas jordarealer, ved en høj i den fold, der var hans ganske egen. Ikke langt derfra, på en kirkegård, ligger opdrætteren, Karl Laursen. Han døde i 1995, måske mæt af dage, men næppe mæt af travsport.
Ingen blev nogensinde mætte af at se på Tarok.
