Tarok lever stadig i dansk travsport
Mindet om folkekære Tarok lever stadig og er jo aktualiseret ved filmen, der får premiere i oktober måned – og sandelig om ikke vinderen af Dansk Tarok Trav Derby har Taroks blod i sine gener.
I en medrivende opløbskamp vandt Stand and Deliver med Birger Jørgensen årets Dansk Tarok Trav Derby kort foran Sciroco Sisa med Steen Juul i ny løbsrekord 1.15.0a/3000 m.
En sejr der næsten har dimensioner som i en roman af Morten Korch.
Det handler om en familie, der er fælles om at eje, opdrætte og træne hesten, har en topkusk i sulkyen – og en hest, der har Tarok i dens gener.
Gennem de seneste år har travere fra familien Rudbeck og deres Stutteri Hole in One taget deres del – ja, ofte store del af kagen i mange af vore danske storløb.
Nobodybeatsthebeat, Only the Lonely, Kaleidoscope, Sweet Home Alabama m.fl. er nogle de hopper ejet af Stutteri Hole in One, der ofte har gjort rent bord i et storløb
For indtil denne solrige eftermiddag på Charlottenlund Travbane er det overvejende hopperne, der har skaffet det meste sølvtøj og de fleste æresdækkener hjem til gården ved Skive.
Men nu vandt Stand and Deliver – en brun hingst efter den canadiske tophingst Kadabra og den danske hoppe Ghita Roland – det ypperste travløb en dansk travhest kan vinde, Dansk Trav Derby,
Stand and Delivers største sejr inden dagens Derbygevinst var Grand Circle 3 års Championatet i fjor på Billund Trav, mens den var nummer to i Dansk Trav Kriterium.
– Men disse præstationer til trods, så synes jeg ikke, at Stand and Deliver hidtil har fået den store anerkendelse, men mon ikke det ændres nu? siger Peter Rudbeck.
Familien Rudbeck har været en fast del af Skive Trav i mange år.
Ja, faktisk er 4. generation – Peter Rudbecks 18-årige søn Rolf – også bidt af travsporten og har fået licens.
Rolf Rudbeck deltager i det daglige arbejde med de 12 heste, der står på gården, hvor også Peter Rudbecks 70-årige fader, Carlo bor.
– Vi hjælpes af med hestene, men jeg er nu begyndt at drosle lidt ned, siger Carlo Rudbeck med alderens ret
Historien om Stand and Deliver starter i maj måned 2005, hvor Peter Rudbeck købte den da 6-årige hoppe Ghana Roland af Morten Størup.
– Jeg gav 12.000 kroner for hende, og inden Morten skulle aflevere hende til os, startede hun i Aalborg og vandt, fortæller Peter Rudbeck.
– Jeg husker tydeligt Mortens reaktion, da han kørte over stregen. Det var tydeligt, at han ærgrede sig.
Peter Rudbeck valgte Kadabra som første partner til Ghana Roland – og resultatet blev Stand and Deliver.
Siden har Ghana Roland fået en hingst efter Turbo Sund, Whisky in the Jar, der nu er to år gammel og er godkendt i 1.22.5.
I år har Ghana Roland fået hingstføl efter Kadabra.
Og hvis du ikke allerede har bemærket det, så relaterer alle hestenavne i Stutteri Hole in One sig til musikgrupper eller musikstykker.
Men lad os lige se på Ghana Roland og hendes forbindelse til Tarok.
Vi skal tilbage til Ghita Roland, født 1989, der var af ren dansk afstamning med Tarok som fader og Sanne C (Francis Senator) som moder, og vi kan uden problemer føre afstamningen helt tilbage til en hoppe, der hed Hera og var født i 1923.
Det er faktisk ret sjældent i vore dage, at en moderlinje kan føres så langt tilbage.
Ghita Roland blev bl.a. moder til den gode Regitza Roland (Buckfinder) 1.14.8 – 219.600 kroner.
Regitza Roland er bl.a. blevet moder til Kassio Roland (Piccolo Diavolo) 1.11.2 – 1,4 mio. kr. samt til Ghana Roland (Speedy Herve) 1.14.6 – 222.000 kroner.
Strand and Deliver fik 710.000 kroner for Derbysejren og har nu tjent i alt 1.447.250 kroner i karrierens 24 starter. Det var dens 8. sejr.
– Hvis ellers han er frisk, så starter han selvfølgelig i Derbyrevanchen i Aalborg, siger Peter Rudbeck.