Tarok-filmen: Også positive anmeldelser
Umiddelbart kunne man få indtrykket af, at Tarok-filmen blev nedsablet af et samlet anmelderkorps i Danmark. Men det er ikke tilfældet, og fra filmens producent, Regner Grasten har vi fået et resume fra nogle af de positive anmeldelser filmen har fået:
PRESSEMEDDELELSE
I SANDHEDENS TJENESTE
Ritzaus bureau har udsendt en artikel om, at Tarok ikke faldt i de danske anmelderes smag. Men hvis de mener at WEEKEND AVISEN, NORDJYSKE, FYENS STIFTSTIDENDE, KRISTELIG DAGBLAD og flere andre ikke er danske anmeldere, så kommer vi hermed med en rettelse og bringer et par uddrag … PÅ DANSK!
**** (FIRE STJERNER)
Det er en film, der gerne vil ses. Og det er en film, der fortjener at blive set.
Der er en understrøm af nostalgi i filmen, en længsel mod tider, da mennesker kom hinanden mere ved og lettere lod sig begejstre end i dette vort bornerte og egocentrerede nye årtusinde.
På sin egen vis er ”Tarok” en lavmælt protest mod denne vor kolde nutid.
Det burde være sådan en film, hvor to eller tre generationer tog hinanden under armene og gik en tur i biografen, så de gamle kunne fortælle de unge noget om, hvordan verden så ud, før den gik af lave.
JESPER MADS ERIKSEN
FYENS STIFTSTIDENDE
Det er godt set at gøre Stald Kima og Laursen-dynastiet til hovedsagen i en film, der fortæller 30 års Danmarkshistorie. Man kunne tro, at hestestoffet ville virke afskrækkende på novicer, men sådan forholder det sig ikke. Tværtimod gør sporten det muligt at samle et uoverskueligt materiale, meget som fjernsynets udvikling gjorde i tv-serien Krøniken. Filmen formidler, at hesten var elsket. Det kan være vigtigt nok. Tarok vil glæde alle, som syntes om Hvidsten Gruppen, og den er episk inddragende på den rigtige måde.
BO GREEN JENSEN, WEEKEND AVISEN
**** (FIRE STJERNER)
Der er blevet gjort lige så meget plads til vrinsk og trav som til familie. Så ja, en rigtig god og underholdende familiefilm.
BENT STENBAKKEN
NORD JYSKE
*****( FEM STJERNER)
Anne-Grethe Bjarup Riis får med et hold af gode skuespillere fortalt en fængende historie om familien Laursen, der strækker sig fra 1948 til 1981.
HENRIK WIVEL
KRISTELIGT DAGBLAD
Med venlig hilsen
Regner Grasten
Producent