Tano Bork med ekstra beskyttelse
Tano Bork galoperede i 3-årsprøverne forrige søndag, men fremstår stadig som en af favoritterne i Jydsk 3-årings Grand Prix næste søndag, hvor Christian Lindhardt ændrer lidt på forspændingen.
– Han får bl.a. en nethinde og en “snudedasker” på for at undgå at få grus i hovedet, men han har normalt ingen problemer med at gå bagfra, siger Christian.
– Banen var meget løs i Århus forrige søndag, så den foranliggende hest slog noget af banebelægningen op i hovedet på Tano Bork, som derfor galoperede. Men det var nu også helt ekstremt – jeg fik selv noget grus i hovedet og det gjorde sgu lidt ondt.
– Efterfølgende gik han et fantomløb og jeg er ikke i tvivl om at han havde vundet, hvis jeg var gået med i ryg på Ticket To Heaven på bagerste langside, men jeg ville ikke tømme Tano Bork helt.
– Han har ikke lavet det store siden 3-årsprøverne – er bare blevet skridtet et par ture og har ellers gået på fold. Det gælder bare om at holde ham frisk til 3-årings Grand Prix’et næste søndag, men han skal da gået sine sædvanelige intervaller.