Talerstolen: Se op, Flemming!
Se op, Flemming
Som Anders Stoffer skriver på Ekstrabladets hjemmeside, var det i år et af de bedste derbies i mands minde. Pragtfuldt vejr gennem hele weekenden. Rigtig mange nye mennesker på banen. Festlige indslag med folkene bag Tarokfilmen. Et felt mere jævnbyrdigt end set i mange år. Og et Derby med alle de adrenalin-provokerende momenter, som gør vores sport så fascinerende.
Men. Ingen roser uden torne. Jeg – og mange andre – finder det noget beskæmmende, at vores dygtigste og mest vindende træner, Flemming Jensen, i næsten provokerende grad undgår kontakt til publikum. I weekendens to løb med enkeltvis præsentation var Jensen naturligvis deltager. I begge tilfælde foretog han præsentationen tæt på banens inderkreds og med ansigtet vendt bort fra de begejstrede tilskuere.
Jeg er fuldt ud klar over, at attituden formentlig skyldes dyb koncentration om opgaven. Vi taler om optakt til en præstation, som har været planlagt gennem lang tid og hvor mange penge står på spil. Det afholder dog ikke mange af de øvrige kuske fra at spille op til publikum ved at vise glæde over at være med i disse store løb. Dette spil er en del af den totaloplevelse af travsporten, som er så vanedannende.
Min opfordring til Flemming Jensen skal derfor være: Slip koncentrationen på hesten de 10 sekunder, hvor du præsenterer dit træningsprodukt og hold fokus på publikum. Vis os lidt glæde. Det vil sikkert være godt for både dig og publikum!
Med sportslig hilsen
Carsten Sørensen
5871 Frørup