Talerstolen: En amatør undres
Fra den nordjyske amatørkusk Christian M. Andersen har vi modtaget følgende indlæg
En amatør undres.
Det er i de sidste par år gået støt og roligt ned ad bakke i Dansk Travsport. Ikke mindst efter propositioner for januar og februar kom…
Jeg har med stor iver læst både Jeppes, Kenneths og Peters ytringer om dette på de sociale medier, og hvor kan jeg bare klappe i mine små fede hænder!
ENDELIG nogle professionelle der har modet til at åbne munden!
Jeg har aldrig kunnet forstå, at der ikke er kommet et eller andet udspil fra Trænerforeningen vedrørende det faldene antal løbsdage og aktører, såvel 4- som 2 benet!
Det er jo jeres levebrød, det går ud over.
Hvor tit hører man ikke at medarbejdere fra SAS – DSB osv. osv. der tager tyren ved hornene og evt. starter en strejke… Ja jeg håber da ikke, at trænerne betaler kontingent!!
Vi kan vel alle blive enige om, at den udskiftning og klappen på skuldre, der de sidste par år har ”hærget” DTC’s headquarter, aldrig kommer til at gavne andet end deres bankbog.
Tag dog tyren ved hornene, og stil nogle ultimatum…
Det er i bund og grund JER det går hårdest ud over…
Vi amatører har det dog ”kun” som en hobby, som vel lige så vel kunne være brevdue-flyvning…
Men det er jeres levebrød, og en forretning, som jeg ved, at der både er ofret voldsomt mange timer, og sikkert også noget familie!
Ja, jeg undres blot over at Trænere i DK ikke står sammen og er konsekvente… Sportens politikere er til for JER… Ikke omvendt!
Derudover vil jeg sige, at det er umådelig svært at opretholde entusiasmen eller gnisten, om man vil, når man som amatør (Læs: Har et fuldtidsarbejde) kan se, at man har 1 mulig løbsdag i Januar og 2 i februar, hvis man er heldig!
Jeg synes, at det er usmageligt og nedværdigende at en mand, der uden tvivl ikke har det mindste begreb om hvilket hestemateriale vi har flest af i vintermånederne, skal sidde og bestemme løbsdage og typer!
– Jeg vil på det kraftigste opfordre Amatørforeningen og Trænerforeningen at afholde et møde, hvor der diskuteres, hvor man vil hen med Dansk Travsport!
Er det som amatørsport, ja så lad skibet sejle!
I har alle muligheder for at få sat en stopper for den styring, der er kurs mod afgrunden.
Christian M. Andersen
Fårup