Takeabove klar til opgaven
Henrik Lund er repræsenteret i Grand Circle 3-års Championat i Aalborg med Takeabove, der dog ikke har været for heldig med startsporet.
– Nej, det kunne bestemt have været bedre, men Takeabove går frem fra start til start og realistisk set, skal han være en præmiekandidat fra tre til seks, siger Henrik Lund.
– Vi var lidt i syv sind om vi skulle vælge hovedløbet eller consolation, men i og med at Tano Bork og Tumble Dust tager til Bjerke (EM for 3-åringer) valgte vi altså at gå ud i “det store” løb.
– Takeabove har været fin efter seneste start for godt to uger siden og gik et hurtigarbejde i dag, hvor alt virkede perfekt. Han har tidligere været lidt af en gadedreng; hans store problem har været, at han ikke har været mentalt moden, men det er blevet meget bedre og han er egentlig ikke så langt efter de allerbedste, så vi skal selvfølgelig håbe på lidt held i sprøjten undervejs.
– Det er muligt det bliver årets sidste start – det afhænger lidt af hvordan han går på søndag, slutter Århus-træneren.