Sweet Home Alabama overlegen
Nobodybeatsthebeat’s helsøster Sweet Home Alabama overlegen i Hestebussen.dk Dansk Opdrætningsløb 2011 efter offensiv kørsel af Birger Jørgensen.
Special Player var hurtigst afsted fra da startvognen slap feltet og fik snart Sound Of Silence frem udvendig. Både Starlet Beat, Sallie og Santana Bork galoperede alle fra start.
Smilla Garbo blev i første omgang kørt til inderbanen, men da Sound Of Silence galoperede ud af første sving var Johnny Takter ikke sen til at gå ud i andet spor med sin hest, og efter 450 meter overtog Smilla Garbo kommandoen. 500 meter gik efter 1.15,0.
Efter en rolig indledning blev Sweet Home Alabama nu sendt afsted i sporene og kunne efter ca. 850 meter overtage føringen for Birger Jørgensen. Kilometeren efter 1.15,9.
Med Sweet Home Alabama i spids fik staldkammeraten Stand And Deliver dødens – hereftre fulgte Sally C N i andet par udvendig med Speedy Boom Bay i ryg.
Med ca. 550 meter igen blev Speedy Boom Bay sendt afsted i tredje spor og det “bed” rigtig godt for Thomas Uhrbergs hest, der midt i sidste sving nåede frem på andenpladsen. Samtidig blev der plads til staldkammeraten Smilla Garbo, da den udvendig liggende Stand And Deliver faldt fra.
Men foran havde Birger Jørgensen løbet helt under kontrol bag Sweet Home Alabama, der bare trak fra til overlegen sejr i tiden 1.16,0a/2000 meter – ensbetydende med ny dansk rekord på normaldistancen.
Tomas Malmqvist måtte således “finde sig” sig et nederlag, men Jägersro-træneren kunne til gengæld glæde sig over at staldens tre heste – Smilla Garbo, Speedy Boom Bay og Surinam F H – i nævnte rækkefølge tog hhv. anden-, tredje- og femtepladsen.
“Hun ér god”
Det er anden gang Peter Rudbeck står som ejer og træner af en vinder af Dansk Opdrætningsløb – første gang var i 2008 med Nobodybeatsthebeat – og nu gentog helsøsteren Sweet Home Alabama altså triumfen.
– Det er fantastisk stort at vinde de her klassiske løb, og der var jo ekstra spænding på i år når jeg havde tre heste med, sagde Peter Rudbeck.
– Jeg vidste at hun er en fantastisk hest, så jeg troede selvfølgelig på en god chance. Hun vandt i hvert fald med kræfter i behold og fik ikke det bedste løb, så hun ér god. Hvis man skal sammenligne Sweet Home Alabama med Nobodybeatsthebeat, er hende her en lidt mere flagmatisk type, mens Nobody bare drog derudad.
– Næste store mål er Jydsk 2-årings Grand Prix, men hun skal ha’ en start inden på Lunden, enten i I.C. Tvede Memorial d. 30. oktober eller i det hoppeløb der køres ugen inden; det er ikke helt besluttet.
For Birger Jørgensens vedkommende var det hans femte sejr i Dansk Opdrætningsløb. Foruden Nobodybeatsthebeat har Århus-træneren også vundet med Ray Dirt, C Tøj Frøkjær og Drøn På Frøkjær.
– Det er klart når man har anden række, er man lidt afhængng af hvad de andre gør, men det løste sig rigtig godt. Det ryk, der var på første langside slap jeg for, så jeg fik spidsen helt uden problemer, sagde Birger Jørgensen efter sejren.
Resultat – Hestebussen.dk Dansk Opdrætningsløb 2011:
1 | 10 | Sweet Home Alabama | Birger Jørgensen | 2000 | 16,0 | 26 |
2 | 6 | Smilla Garbo | Johnny Takter | 2000 | 16,4 | 32 |
3 | 7 | Speedy Boom Bay | Thomas Uhrberg | 2000 | 16,5 | 204 |
4 | 2 | Special Player | Rene Kjær | 2000 | 16,9 | 1778 |
5 | 4 | Surinam F H | Kasper K. Andersen | 2000 | 16,9 | 532 |
6 | 9 | Sir Knox | Knud Mønster | 2000 | 16,9 | 1325 |
7 | 1 | Stand And Deliver | Flemming Jensen | 2000 | 17,4 | 27 |
8 | 5 | Sound Of Silence | Jan Dahlgaard | 2000 | 18,5g | 307 |
9 | 8 | Starlet Beat | Jeppe Juel | 2000 | opgg | 183 |
10 | 11 | Sallie | Kent Friborg | 2000 | opgg | 804 |
11 | 3 | Santana Bork | Christian Lindhardt | 2000 | g9 | 641 |
12 | 12 | Sally C N | Ken Ecce | 2000 | g7 | 1877 |
![]() |