Svenskerne tog (næsten) det hele !
De fire svenske kuske besatte de fire første pladser i DFDS Seaways Dansk Trav Derby 2011 med Kari Lähdekorpi-trænede Peak som overraskende vinder for Johnny Takter, som vandt sin tredje Derbysejr i Danmark inden for de sidste fire år!
Scenariet blev stort set som forventet med Photocopy K i føring og Politiken i dødens, da Rene Kjær bag førstnævnte ikke var interesseret i at slippe totalisatorfavoritten til spids. Første 500 meter gik efter 1.14,6.
Stillingen efter 1000 meter:
Photocopy K (sp), Politiken (u), Pinocchio H J (2i), Pingus Vang (2u), Please Perfect (3i), Peak (3u), Phone (4i), Pioneer Shadow (4u), Per Mento (5i), Pure Vacatio (5u), Prada Secret (6u)
Stillingen forblev uændret til feltet gik ud på sidste omgang og tempoet var også konstant hele vejen med 1.16/1000 meter og 1.16/2000 meter.
Første hest afsted i tredje spor var Pingus Vang, der blev sendt afsted med ca. 600 meter tilbage og Bo Westergårds hest nåede hurtigt frem til den førende Photocopy K, der fortsat forsvarede sig. Samtidig faldt både Politiken og Picasso Sisa fra – sidstnævnte gik helt i stå og må ha’ været syg på dagen.
Pingus Vang syntes på vej mod en topplacering, da den pludselig slog over i galop i opløbssvinget og ind på opløbet var Photocopy K således fortsat førende, men Peak fik hurtigt overtaget og sejrede i tiden 1.15,3a/3000 meter.
Midt i banen kom Please Perfect også i en god afslutning og længere ude Pure Vacation, der tog andenpladsen kort foran Magnus Ladegård-trænede Please Perfect, der blev den bedste dansktrænede hest på tredjepladsen.
Fjerdepladsen til Pinocchio H J, der sluttede fint af mellem heste, men Photocopy K fortjent holdt hjem til femtepladsen.
– Hesten føltes vældig fin hele vejen og jeg synes den fortjente at vinde Derbyet. Jeg fik en god ryg i Westergårds hest (Pingus Vang). Da den galoperede i sidste sving, overvejede jeg om jeg skulle køre fremad eller udenom. Der kom heste bagfra til slut, men det føltes alligevel sikkert, sagde Johnny Takter.
Peak ejes af Pimi i Marsvinsholm AB & St. Label HB, der kunne bogføre en førstepræmie på 665.000 kroner.
En stor bamse
Peak er på trods af navnet IKKE opdrættet af Stutteri & Kennel Peak (opdrætter af Hoppe Derbyvinderen Peak Performance), men af Henrik Mortensen i samarbejde med NFT-træner Henrik Thomsen, som således havde en dejlig Derbydag, idet hans egentrænede Pinocchio H J som nævnt besatte fjerdepladsen.
– Jeg har kørt Peak til og kunne tidligt mærke, at det var en stor bamse, som rummede en god udvikling. Jeg forsøgte at købe den på Derbyauktionen for to år siden, men “uheldigvis” bød Kari Lähdekorpi 150.000 kroner og det havde vi ikke råd til, sagde Henrik Thomsen.
Resultat – DFDS Seaways Dansk Trav Derby 2011
1 | 7 | Peak | Johnny Takter | 3000 | 15,3 | 155 |
2 | 10 | Pure Vacation | Peter Untersteiner | 3000 | 15,4 | 61 |
3 | 1 | Please Perfect | Peter Ingves | 3000 | 15,4 | 279 |
4 | 8 | Pinocchio H J | Thomas Uhrberg | 3000 | 15,6 | 416 |
5 | 2 | Photocopy K | Rene Kjær | 3000 | 15,8 | 205 |
6 | 4 | Prada Secret | Ole Bender | 3000 | 15,8 | 182 |
7 | 12 | Per Mento | Steen Juul | 3000 | 16,0 | 85 |
8 | 6 | Politiken | Morten Friis | 3000 | 16,3 | 34 |
9 | 9 | Pioneer Shadow | Gitte Hansen | 3000 | 16,6g | 144 |
10 | 3 | Picasso Sisa | Birger Jørgensen | 3000 | 16,9g | 74 |
11 | 11 | Phone | Knud Mønster | 3000 | 17,2 | 548 |
12 | 5 | Pingus Vang | Bo Westergård | 3000 | g11 | 43 |