Svendsen overraskede i Grand Circle
Bent Svendsen blev en overraskende vinder af Baker Tilly Grand Circle 4-års Hoppechampionat på Fyens Væddeløbsbane efter føring fra start til mål – men der blev kamp til stregen!
Meget blev afgjort da startvognen sendte feltet afsted til årets sidste storløb for de 4-årige hopper, hvor Bent Svendsen tog spids med Lutfi Kolgjini-trænede Sparkled Face, mens Hoppe Derbyvinderen Sunbeam ikke havde en chance for at true Offshore Dream-hoppen.
Sweet Home Alabama blev i første omgang sat af i tredje spor inden Birger Jørgensen ud af første sving kørte frem til dødens, hvilket gav andet par udvendig til Sunbeam. Første 500 meter gik efter 1.10,7.
Men så fik Bent Svendsen “travlt” med at tage op i sin hest og kilometeren blev dæmpet til 1.15,6 – dén taktik vandt Bent Svendsen formentlig løbet på.
På bagerste langside med ca. 700 meter igen kom Seducedbyaface i tredje spor og trak Starlet Beat med – nu var både Sweet Home Alabama og Sunbeam lukket inde.
Midt i sidste sving fik Nicolaj Andersen mulighed for at komme ud i tredje spor, men Sunbeam fik først frit løb da det var for sent.
Op mod mål nærmede flere konkurrenter sig i sporene og det blev særdeles “hårdt i mål” – men Sparkled Face holdt sig foran og sejrede i tiden 1.15,3a/2140 meter foran staldkammeraterne Sigma Vang og Spik Party – derefter fulgte Seducedbyaface og Sunbeam, alle i 15,4!
Der var 197.500 kroner til vinderen, som Lutfi Kolgjini selv fortsat ejer.
Mere info følger mandag.