Svært at få armene ned
Det er sådan en dag man altid vil huske, og vi har da lidt svært ved at få armene ned.
Niels Juel – ejer og opdrætter af de to første heste over mål i søndagens Jydsk 4-årings Grand Prix er berettiget stolt over dagens resultat.
Og at såvel vinderen Spikeld og nummer to Stelton begge trænes af sønnen, Jeppe gør ikke oplevelsen mindre.
Fire 4-åringer har Niels Juel i S-årgangen – de tre har han selv opdrættet, mens Jeppe købte den fjerde på Opdrætterforeningens auktion i København – det er Snappy Rose, der blev nummer to i Consolation.
– Jeg har altid haft stor tro på Spikeld og Stelton, mens den tredje jeg har opdrættet, Sterling er blevet en undermåler, og derfor ikke så god som de andre, siger Niels Juel.
Niels Juel har været med i travsporten siden han var 25 år.
– Jeg kom ud på Aalborg Væddeløbsbane og blev bidt af travet og købte mig en følhoppe – opdræt har altid været det, der interesserer mig mest Jeg har haft licens og kørt 4-5 løb, men det var ingen succes, fortæller han.
– Nu nøjes jeg med at passe følhopperne og fodre i stalden om morgenen og til natten.
For øjeblikket står der kun to hopper hjemme på gården ved Løgstør – mens to er i Frankrig for at blive bedækket ved den dobbelte Prix d’Amerique-vinder Ready Cash.
– Moderen til Open, Magna November er i fol og på tirsdag får jeg at vide om Orali’s moder, Action Elpin er i fol.
Mens Magna November fortsat er danskregistreret, så har Niels Juel eksporteret såvel Action Elpin, en amerikansk hoppe, Ta Ta Hall samt moderen til Spikeld, Noelle til Norge.
– Jeg gjorde det, fordi jeg mente at det ville være nemmere at sælge afkommene i Norge, og så er der også bedre opdrætterpæmier, men det er jo sjældent, at jeg sælger en hest, siger Niels Juel med et lille smil på læben.
Niels Juel bruger megen tid på at finde den rette hingst til sine hopper, og i år har han fået føl efter såvel Muscles Yankee som Pine Chip, og de to hopper, der står hjemme er i fol ved hhv. Muscle Mass (Ta Ta Hall) og Cantab Hall (Noelle – -moderen til Spikeld).
– Jeg kunne nu godt tænke mig at bruge Muscle Hill, men den er så dyr, siger Niels Juel.
Lad os til slut høre om, hvorfor Spikeld fik sit navn?
– Jeg ville have døbt den Sheriff, men det måtte jeg ikke for min kone – og da det jo er hende der bestemmer mest herhjemme, så måtte jeg finde på noget andet. Så det blev Spikeld efter den norske koldblodsstjerne, slutter Niels Juel.