Surt show på Vincennes (opd..)
Udvendige Opale du Gaultier er først i mål, men diskvalificeres for urent trav og så vinder 10 Tango Quick. Foto Gerard Forni.
Hvis der var nogen, der skulle have glemt det, så diskvalificeres der stadig for urent trav i Frankrig, og søndag eftermiddag kostede den regel Opale du Gaultier sejren i hovedløbet, Prix de l’ile de France.
Opale du Gaultier (Super Male) er en 10-årig hoppe, der således løber i sin sidste sæson.
Hun er familiehest, som faderen, Patrice Dessatre ejer og træner og som datteren, Estelle rider i løb.
I Prix de l’Ile de France var Opale du Gaultier først i mål, men blev efter votering diskvalificeret for at have taget et par hjælpetriin i opløbet.
Det kostede 100.000 Euro for familien Dessatre.
Til gengæld kunne storhesteejeren bag Ecuire Quick Star smile hele vejen til banken, for nu tilfaldt førstepræmien hans Tango Quick (Hasting) som sejrede med Franck Nivard i sadlen i 1.11.6/2175 m foran Cornulier-vinderen, Quif de Villenueve (Coktail Jet) i 1.11.8, mens Quick-stalden anden deltager, Save the Quick (Jasmin de Flore) blev nummer tre – også i 1.11.8.
Den placering var 25.000 Euro værd – så Quick-stalden tog i alt 125.000 af de 200.000 Euo, der var i samlet præmiesum i løbet.
For træner Franck Leblanc var løbet en stor triumf, idet han træner de tre første heste over mål!
For Estelle Dessatre blev løbet ingen morsom affære, for ikke blot blev hun diskvalificeret fra førstepladsen, men hun fik en bøde på 2.000 Euro for at forårsage omstart!