Super6Jackpot-puljen vokser
For anden søndag i træk lykkedes det ikke at finde rækker med seks rigtige i V65-spillet, så nu er Super6Jackpot-puljen oppe på næsten 460.000 kroner.
Inden 6. og sidste afdeling – Diana Lys A/S Frosty Hanovers Mindeløb – var der blot to bonner tilbage med mulighed for seks rigtige. Den ene spiller stod ren på Sergio H, mens den anden havde tre heste med på kuponnen: Stand And Deliver, Star Life Waltz og Special Player.
På papiret stod sidstnævnte spiller med de bedste chancer og det så da også lovende ud, da Stand And Deliver midt i sidste sving havde et komfortabelt forspring til Sahara Fairytale på andenpladsen – men præcis som i Pay Dirts Mindeløb tidligere på dagen, var banespeaker Vagn Honum LIDT for hurtig med at udråbe vinderen.
Det lykkedes nemlig for Rene Kjær at få Lutfi Kolgjini-trænede Sahara Fairytale (Viking Kronos) op i omdrejninger igen, og på de sidste meter kunne parret gå forbi den førende Stand And Deliver til en noget overraskende sejr.
– “Ludde” er jo en mand man respekterer for det han gør, men han gør også nogle mærkelige ting indimellem, f.eks. fik jeg at vide at denne her skulle prøve at få trukket vattet for første gang på sådan en dag som i dag. Det gik dog heldigvis og det er bare at takke for køreturen, sagde Rene Kjær, som satsede offensivt fra start, hvor han ud af første sving skar ned foran Morten Friis bag Kafka D.
– Min hest brød lidt ud i stedet for at gå ned i banen, og derfor måtte jeg jagte lidt på hende for at komme ned foran Morten, men der var den plads jeg skulle bruge.
– Det gik vældig stærkt rundt sidste sving, men jeg havde set på video at hun kunne veksle tempo og derfor troede jeg på sejren.
Super6Jackpot i Billund
Sahara Fairytales sejr, betyder at der Super6Jackpot-puljen nu er på 459.309 kroner, der kommer i spil søndag d. 19. maj på Sprintermester-dagen i Billund og kommer til udbetaling hvis der kun findes én række med seks rigtige i V65-spillet.