Summer Day galoperede
V5-spillets største favorit Summer Day med Rene Kjær galoperede efter 700 meters kørsel, da den var på vej til at overtage spidsen – og så var den ude af det løb.
Var det nerver alt sammen!
Inden onsdagens løb på Charlottenlund Travbane havde to heste mulighedne for at sikre sig titlen, Årets Hest.
Summer Day og Speedy Sus!
Suimmer Day med Rene Kjær var førende og var den der på papiret havde den største chance i 6. løb, mens Speedy Sus med Jens Simoni var en outsider til små 22 gange pengene.
Men det var Speedy Sus, der kom til at sætte størst præg på løbet.
Summer Day blev taget roligt fra start, mens Jens Simoni kørte fremad med den lille Speedy Sus, og kæmpede sig til spids efter 500 meters kørsel.
Det så Rene Kjær og sendte Summer Day efter.
Speedy Sus svarede, og der blev kørt virkelig hurtigt ind i svinget.
Netop som Summer Day var ved at være forbi Speedy Sus galoperede den, og så var den dag ødelagt.
Speedy Sus var til gengæld nu pludselig 20-30 meter foran den nærmeste konkurrent, og var i spids ind i opløbet, hvor Moyen Age med Axel Jacobsen var den udfordrende.
Speedy Sus formåede at afvise denne, men helt udvendigt skød Senor Messi (Beardmore) med Sten Juul frem og vandt foran tapre Speedy Sus – begge i 1.16.4a/2000 m.
Jens Simoni havde nok gerne set, at han havde vundet med Speedy Sus, men ellers kan han kun være tilfreds med dagen.
Simoni indledte med at vinde med den tiltalende debutant, T Bird (Timberland), der afsluttede stærkt til sejr i 1.19.2/2000 m.
Desuden fik han andenpladser med såvel Slim Shady som Speedy Sus.
Vintertid er Jens Simoni-tid – det slår ikke fejl.