31 maj2011
Storstadsbusen-afkom imponerer
Avlshingsten Storstadsbusen (s) står i Danmark på det nordjyske Stutteri Spring/Stald Tårs, og her glæder man sig over de fine præstationer hans afkom viser – senest i Norge, hvor der var mange rosende ord 5-årige Big City Rambler efter sejren på Jarlsberg Travbane i fredags.
Big City Rambler – ejet og trænet af amatøren Trond Gjervan – vandt på 1.15,0a/2100 meter, og som man skrev i Norge fik hesten ikke nogen let rejse af kusken Eirik Høitomt, og trods et løb i døden hele vejen knækkede favoritten Super Tail.
Dette var en toppræstation, og her var en hest, der kan vokse ind blandt landets bedste, skrev man i Jarlsbergs løbsreferat.
Det er ikke første gang hesten imponerer på de norske baner; Big City Rambler var sidste år en flot nummer to i det norske Derby. Han har nu fem sejre og fem andenpladser i 32 starter og har tjent 613.000 NOK i karrieren.
Iøvrigt var der ekstra glæde hos Stutteri Spring/Stald Tårs´s ejere, Helene Gravesen og Bjarne Sørensen, idet Bjarne kunne vinde det afsluttende løb i Aalborg i går med deres eget opdræt, Leon Tårs (Royal Prestige-Onion Tårs), der vandt efter føring fra start til mål på 1.18,4/2100 meter.
Læs mere på www.springtaars.dk