Storløbssejr til Kolgjini i Italien
Lutfi Kolgjini har sendt den 7-årige hoppe Skully Gully til Italien, og det er en god ide! I eftermiddag vandt den storløbet Royal Mares med en førstepræmie på 35.190 Euro – eller 260.000 kroner.
Skully Gully (Yankee Glide) har være i Italien i de sidste par måneder, og ser ud til at trives med det.
I Gran Premio Royal Mares på Agnano-banen i Napoli havde Skully Gully med Andrea Guzzinatti trukket spor 1 bag startvognen i feltet på 11 heste. Favorit var 4-årige Nonant Le Pin (Goetmals Wood) fra spor 4.
Det var imidlertid Liss Op (Ganymede) fra spor 5, der tog føring og bestemte tempoet undervejs.
Efter en rolig start kom Skully Gully op udvendigt for Liss OP med kilometeren tilbage.
Fra bagfeltet indledte Nonant Le Pin angreb med 700 meter tilbage.
Ind i opløbet brød Liss OP et spor ud og generede derved Skully Gully noget – indvendigt fik Nancy’s Treb (Gigant neo) frit løb, men havde ikke nok at byde på.
Trods sin hårde rejse var Skully Gully bedst i et meget tæt opløb, hvor fire heste gik side om side over mål.
Skully Gully i 1.13.9 sejrede foran Nonant Le Pin og Liss OP, begge i 1.14.0, mens Nancy’s Treb noteredes for 1.14.1 – utroligt at der var så meget forskel på tiderne, når man se hestene over mål!
De fleste af kuskene i dette løb var iklædt en blå køretrøje med påskriften, Save Italian Racing – en aktion, der er startet foranlediget af udsigten til at præmiebudgettet næste år er skåret ned til 40% og at en strejke inden for væddeløbssporten truer fra den 9. januar.