Store ændringer har givet succes
Kent Friborg har fået en flot start på sæsonen med foreløbig ni personlige sejre. Han har lagt sig i klar føring på hjemmebanen i Aalborg, bl.a. takket være den lokale Danmarkshest Run NKI Aalborg (foto), der står med to sejre i de sidste tre starter.
– Run NKI Aalborg er en mægtig hest, kapacitetsmæssigt en af de bedste jeg nogensinde har haft i træning. Det skal selvfølgelig løsne sig først, men jeg synes han klart er på vej i den rigtige retning, indleder Kent Friborg.
– Da jeg i sin tid skulle finde en egnet hest til projektet, prøvede jeg ca. 20 heste, men jeg var ikke i tvivl om at det var den rigtige. Der var stor “panik” over at jeg købte min søns hest – nogen mente jeg gjorde det for at hjælpe ham – men det var absolut ikke tilfældet; jeg var ikke i tvivl om at Run NKI Aalborg var den bedste af dem jeg havde set på.
– Han er jo ikke meldt i årgangsløbene, men Danmarkshest-projektet blev også igangsat i 11.-12. time og så er det altså svært at finde en rigtig god hest til 80.000 kr. Jeg er dog ikke i tvivl om at Run NKI Aalborg er den bedste af alle Danmarksheste, og jeg vurderede at det var bedre at få en rigtig rimelig god hest, der IKKE var meldt i årgangsløbene, fremfor for en mindre god hest, der kun kunne se frem til at skulle kæmpe om de mindste præmier i de store løb.
– Jeg er overbevist om at de 450 andelshavere nok skal få stor glæde af Run NKI Aalborg fremover. Det kan måske blive et problem at han helst skal starte i Aalborg af hensyn til at så mange ejere som muligt skal se ham på hjemmebanen – især når der er så langt mellem løbene som nu, men senere på sæsonen når der lidt større penge at køre om, er det da ikke utænkeligt at vi også tager udenbys for at starte.
Nyt koncept grobund for succes
Siden 1993 har Kent Friborg haft fast stald på NKI Racing Arena Aalborg, men det er ikke længere tilfældet.
– Jeg syntes banen var blevet for dyr at være på og jeg kunne ikke nå det at være begge steder. Derfor var det nødvendigt at have en staldmand ansat når vi havde heste stående på banen, men indtægterne hænger i sammen med udgifterne og derfor valgte jeg at opsige stalden pr. 31. december. Siden nytår har alle hestene således stået på gården og det fungerer rigtig godt. Det er selvfølgelig ikke kun det, men hestene føler sig godt tilpas og jeg selv føler mig godt tilpas – det betyder rigtig meget, siger Kent Friborg.
– Når vi har så hård frost som i øjeblikket, kører jeg ind på Aalborg-banen hver dag og kører hurtigt, men ellers er det meningen at jeg kun skal derind tirsdag, torsdag og lørdag efter aftale med de hesteejere, som jeg kører hurtigt og skor heste for.
Det er efterhånden 29 år siden Kent Friborg startede som selvstændig træner og han kan dermed betegnes som en af veteranerne i dansk travsport, men alderen trykker ikke den 51-årige nordjyde, som tidligere har haft store problemer med “bentøjet”.
– Jeg blev jo opereret gange inden man besluttede sig for at give mig en ny hofte i højre side, en såkaldt idrætshofte, som jeg fik nogle nogle år siden og det er bare gået helt perfekt. Jeg kan måske ikke ligefrem løbe marathonløb, men jeg klare hverdagen uden problemer og har ingen smerter. Venstre hofte er bare blevet “repareret” og jeg frygter da lidt, at den en dag også skal skiftes, men indtil videre går det fint, siger Kent Friborg.
– Jeg har også haft en helt uvurderlig hjælp af både familie, venner og hesteejere i de to længerevarende sygdomsperioder; uden den store opbakning var det aldrig gået, men efterhånden har jeg fået opbygget en rigtig god stald med bedre kvalitet end tidligere. Vi ligger fast på omkring 15 heste i træning, men dertil kommer et stort antal forspændingsheste, så jeg klager ikke. Så må vi se om et halvt års tid om jeg fået mere ro på mig selv, men jeg trives ihvertfald godt med den nye model. Det kan da godt være at jeg mister nogle heste når jeg ikke længere har fast stald på banen, men vi har perfekte træningsforhold på gården, så jeg ser lyst på fremtiden.
“Fantastisk gode 3-åringer”
Kent Friborg har pt. tre 2-åringer i træning, men er ikke meget for at fremhæve nogle frem for andre – det samme gælder 3-åringer, hvor staldlisten i skrivende stund tæller fire navne.
– Hvis vi regner forspændingshestene med, dvs. de heste, som jeg kører hurtigt hver eneste uge, er der en håndfuld 2-åringer og otte-ti 3-åringer, der alle træner forrygende og jeg glæder mig meget til at komme i gang med dem. Det er nogle fantastisk gode 3-åringer, som stort set alle pt. går intervaller efter 1.35, men jeg har faktisk svært ved at vurdere hver der er bliver bedst, siger Kent Friborg.
En af de 3-åringer, der stilles en del forventninger til er Sallie, som i Derbyweekenden sejrede i fine 1.17,3a/1600 meter. Siden gik der lidt grus i maskineriet, men Ride The Wave-hoppen meldes fit for fight.
– Vi valgte at stoppe med Sallie efter Jydsk 2-åring Grand Prix, men hun kom fint ud af sæsonen og træner igen godt – det er helt klart en af de heste, jeg tror meget på i år hvis det hele flasker sig for hende, slutter Kent Friborg.
Sallie