Stor opdrættertriumf for Kaj D.
Kaj Jensen, Stald D i Hals havde en forrygende dag på Lunden som opdrætter af både Toffifee D og Twilight D, der vandt hhv. Dansk Hoppe Kriterium og Dansk Trav Kriterium Consolation!
Han er sikkert mere end én gang blevet forvekslet med Århus-træneren af samme navn, men Kaj D. Jensen kan nu også selv og fik sit store gennembrud for snart 20 år siden med Sleipner, der bl.a. vandt Jydsk 4-årings Grand Prix og senere Copenhagen Cup.
I dag kom så endnu en storløbssejr til den 62-årige opdrætter og amatørtræner – dog ikke med heste som Kaj D. Jensen selv træner, men forlængst har solgt.
I Sydstens Dansk Hoppe Kriterium var Kaj D. repræsenteret af Bo Westergård-trænede Toffifee D (Great Challenger) med Steen Juul i sulkyen og parret sejrede ganske let i tiden 1.15,0a/2000 meter efter føring hele vejen.
Ganske udramatisk – men sådan blev løbet langt fra.
Der var kamp om positionerne fra start og netop som Johan Untersteiner havde fået dødens med Trixi Østervang, rullede totalisatorfavoritten over i galop, hvilket medførte en mindre kædereaktion, der også gik ud over Tutti Esterel med Jan Dahlgaard.
Toffifee D’s staldkammeraten Treat Me Nice E P kom perfekt igennem fra anden række og fik ryg på førende, mens næstfavoritten Tara efterhånden kom frem som første hest i andet spor.
Steen Juul holdt et jævnt tempo hele (1.15,0/500 meter og 1.14,7/1000 meter) og havde tilsyneladende løbet helt under kontrol.
Midt i sidste sving rullede Tara over i galop og så gik Bo Westergård ud i andet spor med Treat Me Nice E P, men foran var det Toffifee D og alle de andre.
Tango Bork sluttede fint af i inderbanen og tog andenpladsen bag Toffifee D, der sejrede i tiden 1.15,0a/2000 meter.
Der var 157.500 kroner til vinderen, der ejes af norske Lars Gaute Bø, som købte Toffifee D kort før jul sidste år, hvorefter hesten gik i træning hos Bo Westergård.
– Det er en fantastisk oplevelse. Det er bare gået fremad med Toffifee D de sidste to måneder. Nu gælder det Grand Circle og Dansk Avlsløb for begge heste, så vi skal bare afslutte godt og så har vi et par gode heste næste år også, sagde Bo Westergård, som også var godt tilfreds med sin egen køretur, Treat Me Nice E P.
– Hun brugte lidt for mange kræfter undervejs i dag – det er det, der bliver der afgørende i dag – men alligevel holder hun farten til tredjepladsen.
“Ville gøre det svært for favoritterne”
Steen Juul forsvarede som nævnt indersporet fra start og “Juulemanden” snuppede i dag sin femte sejr i Dansk Hoppe Kriterium. Han vandt den første udgave i 1983 med Grease Stensbæk og har siden vundet med Tøsen Frøkjær (træner: Per Iversen), Right Made, Onycha Of Music (træner: Henrik Thomsen) samt Toffifee D.
– Jeg vidste jo ikke om jeg kunne holde spidsen, da der var et par stykker udvendig for som var hurtigere, men de holdt lidt på hinanden og så gik det alligevel. Siden syntes jeg at jeg ville gøre det svært for favoritterne, så jeg holdt et jævnt tempo hele vejen, sagde Steen Juul.
– Hvis hun havde samme form som sidst troede jeg på en god chance, men det viste sig tværtimod at hun fungerede endnu bedre så var det bare at holde tempoet. Det var lidt utur af den udvendig (Tara, red.) hoppede i sidste sving, hvilket gav plads til dem indvendig, men det blev egentlig rimeligt let.
Kamp til stregen i Consolation
Tre heste passerede målstregen næsten samtidig i Le Grand Bistro Kriterium Consolation, men målfotoet viste at Flemming Jensen var først med Kaj Jensen-trænede Twilight D (Great Challenger), der med en fjerdeplads i Kriteriumsprøven var tæt på at kvalificere sig til start i hovedløbet.
Med 1100 meter forsøgte Flemming Jensen sig med et overraskelsesangreb i tredje spor, men Nicolaj Andersen bag Trust Boom Bay forsvarede sin position udvendig for den førende Takeabove, og så måtte “Ismanden” bakke ned i ryg på Nicolaj Andersens hest.
Ind på opløbet fik Trust Boom Bay overtaget og lignede vinderen, men så fik Flemming Jensen Twilight D op i omdrejninger igen og på en forrygende afslutning kunne parret gå forbi til kneben sejr i tiden 1.15,5a/2000 meter foran Trust Boom Bay og Takeabove.