Stor mesterskabsaften for Thomsen
Henrik Thomsen aftenens store profil på NFT med sejr i både 2- og 4-årsmesterskabet. NFTs førende træner blev “Mr 100 %” med tre sejre i tre starter.
Først vandt Souris De Vie 2-årsmesterskabet og 25 minutter senere passerede staldkammeraten Pinocchio H J (Gill’s Victory) målstregen som sikker vinder i Hesteejerforeningens 4-års Mesterskab 2011.
Birger Jørgensen var manden, der sørgede for at Stald KTAS (øverste foto) kunne bogføre yderligere 20.000 kroner på kontoen. En herlig triumf for landets største anpartsstald.
Fra start var det som ventet Photocopy K (Rene Kjær), der var hurtigst afsted i kamp med netop Pinocchio H J, men ud af første sving måtte Birger Jørgensen tage op i sin hest og gå ned i inderbanen bag Classic Puzzle, der også var godt med fra start og fik ryg på Photocopy K.
Efter afbud fra Starfighter G T var der kun fire heste til start i 4-årsmesterskabet, og den sidste deltager, Peace On Earth, havde store problemer med at hænge på undervejs.
Efter en 12-åbning de første 500 meter fik Rene Kjær dæmpet til 1.17/1000 meter og ud på sidste omgang blev Classic Puzzle sendt frem til dødens.
Birger Jørgensen kunne vente med sit angreb til ind på opløbet, hvor Pinocchio H J speede forbi til meget let sejr i tiden 1.17,5a/2140 meter foran Photocopy K og Classic Puzzle.
Henrik Thomsen/Birger Jørgensen vandt også begynderløbet med en anden Stald KTAS-hest, debutanten Rema Toft (Gill’s Victory) i tiden 1.23,1/2140 meter efter føring fra start til mål.