Stor dag for Lindhardt og Hovgaard
Skive-duoen Christian Lindhardt og Torben Hovgaard havde en dejlig dag på Lunden med to sejre i fire starter.
Torben Hovgaard har haft pæn succes med sine heste de senere år. I fjor blev det således til 15 sejre og næsten 330.000 kroner i indkørte præmier, og i år har den dygtige amatørtræner foreløbig taget seks sejre i 14 starter.
I dag havde han fire heste med i transporten til Lunden og med Christian Lindhardt som “styrmand” kunne Torben Hovgaard altså rejse hjem med to flotte sejre i bagagen.
Første sejr kom med Snoopy (Trophy Catch), der efter føring hele vejen sejrede let i tiden 1.14,7a/2000 meter, og tre løb senere var Lindhardt igen på pletten – denne gang med Rina Chen Hai (Victory Party) i tiden 1.15,3a/2000 meter efter en stærk afslutning.
For Rina Chen Hais vedkommende var der tale om tredje sæsonsejr i femte forsøg og med en førstepræmie på 15.000 kroner rundede hun 300.000 i indkørte præmier.
– Det var jo på forhånd to gode chancer og begge heste gjorde en rigtig flot præstation. Rina Chen Hai imponerede igen stort og er en komplet hoppe, der tåler at lave noget selv undervejs. Forrige gang på Åby var hun meldt op i et løb for heste op til 1 million, men kom alligevel flyvende til sidst og var fjerde, siger Christian Lindhardt til Travservice.dk.
Torben Hovgaard var selvfølgelig også i højt humør efter en ny Lunden-double:
– Det gik som vi havde håbet på og jeg synes især Rina gjorde det fantastisk i dag. Christian sagde hun trak hele vejen og han havde ikke trukket vattet, så der var nok at køre med, siger Torben Hovgaard.
– Snoopy havde trænet godt op til denne start og var også utrolig fin. Sidst fik Jeppe Juel gejlet den lidt for meget op i afcantringen, så den var helt umulig at få “ned” igen, men i dag var han meget mere rolig. Begge heste skal bare fortsætte med at starte når der er nogle passende opgaver. Rina Chen Hai primært i hoppeløb.
Det startede med Speedy Boy
Torben Hovgaard fik sit store gennembrud i slutningen af 90’erne med Speedy Boy, der vandt 30 løb og 495.000 kroner, men også heste som Alamo Bay og Brother Spinks huskes utvivlsomt af mange.
– Vi valgte at geare lidt ned, da vi fik børn, men senere kom der fuld fart på igen og pt. har vi syv løbsheste, siger Torben, som har de fleste af hestene sammen med sin bror, Michael Hovgaard.
– Vi har en enkelt 2-åring, Another Boom Bay (Adams Hall), som jeg har trænet med siden april måned i fjor. Den er begyndt at gå intervaller og er pænt langt fremme, men har aldrig været på banen. Den går i træning hos Christian Lindhardt om en måneds tid.
– Derudover er der tre 1-åringer, hvoraf den ene allerede er kørt til hos Christian Lindhardt og kom hjem i lørdags, så nu kan jeg selv begynde at “trille” liidt med den, siger Torben Hovgaard, som har nogle rigtig fin træningsforhold på ejendommen i Vinderup sydvest for Skive.
– Vi bor lige op af en kæmpestor skov, som jeg træner i, men derudover har vi en sandbane på 400 meter til ridetræning af løbshestene samt en rundbane på 1000 meter til unghestene, slutter Torben.
Læs alt om Lundens løb på banens hjemmeside: KLIK HER