Stig H. renset for dopingmistanke
Normalt er den såkaldte B-prøve i forbindelse med dopingsager også positiv, men i dag kom meddelelsen om, at Stig H. Johansson-trænede Wellino Boko alligevel ikke var “dopet” da hesten blev nummer to i det svenske Gulddivisionsløb, Norbottens Stora Pris på Boden d. 19. juni.
A-prøven indeholdt stoffet Mefanamsyre, der virker inflammationsdæmpende og febernedsættende hos mennesker, men B-prøven – der er blevet analyseret i Frankrig – indeholdt ikke målbare mængder af nogen former for forbudte stoffer.
Mefanamsyre anvendes i øvrigt ikke ikke i svenske lægemidler, og Stig H. var selvsagt meget forundret da Wellino Boko kom under mistanke, og derfor var Solvalla-træneren selvfølgelig lettet da resultatet af B-prøven blev offentliggjort.
Det er anden gang inden for 1½ år, at Stig H. Johansson bliver anklaget for doping. Første gang var i foråret 2010, hvor Gulddivisionshesten Bobtail blev testet positiv for stoffet prokain efter et løb på Axevalla d. 27. februar i fjor.
Stig H. blev senere idømt en bøde på 225.000 SEK, mens Bobtail fik frataget sin førstepræmie på 150.000 SEK.
Wellino Boko blev i første omgang også frataget sin andenpræmie i Norbottens Stora Pris på 300.000 SEK, men får nu alligevel lov til at beholde præmien, ligesom startforbuddet er ophævet.
Åbent brev til ST
Stig H. Johansson har efterfølgende på sin hjemmeside – Stigh.se – skrevet et åbent brev til Svensk Travsport, hvor han stiller spøgsmålstegn ved de svenske dopingregler. KLIK HER for at læse brevet.