Steen Juul: Ejerne bestemmer
See You’s ejere i Nordisk Vabene AB bestemmer om hesten skal starte i Derbyet.
– Skal jeg sige noget her og nu, ligner det en Derbystart, men det er op til ejerne. De har jo i forvejen Scirocco Sisa med, men vi har ikke talt færdig om det endnu, siger Steen Juul til TravService.dk.
See You skuffede – trods et løb i dødens – lidt i Derbyprøven, hvor hesten blev træt og sluttede uplaceret, men efterfølgende viste det sig at det var halsen, der drillede.
– Det var ikke sådan, at han desideret “klappede sammen” – men da jeg kunne se, at vi ikke kunne være blandt de tre første, holdt jeg op med at drive og så reagerede See You med det samme ved at stoppe lidt op – sådan en type hest er han bare, siger Steen Juul.
– See You bliver medicineret, men halsproblemerne forsvinder jo ikke med det samme, så det er først når man presser ham maksimalt at man kan se om det er forsvundet. Både Scirocco Sisa og See You har bare gået og hygget sig siden Derbyprøverne og er blevet trænet ganske let, men jeg regner med at give ham et lidt hårdere arbejde i weekenden og så tager vi den endelige beslutning senest mandag.