Stayerløbet til In Cap N’Gown
Steen Juul slog også til i OK Snacks Langdistanceløb med In Cap N’Gown (Frisky Frazer) trods toptillæg.
Dagens stayerløb blev et yderst seværdigt væddeløb med mange skiftende positioner undervejs.
Photo Gardenia overtog føringen i første sving og fik efter ca. 800 meter hårdt pres af totalisatorfavoritten Obelix B T, der pressede sig til føringen efter ca. omgangs kørsel. Kilometeren gik efter 1.19,6.
Siden kom Maccoy V K frem til den førende og lidt overraskende måtte Ken Ecce bag Obelix B T slippe spidsen. Rene Kjær bag Maccoy V K var dog interesseret i et rygløb og “inviterede” favoritten til føring, men netop som Obelix B T igen overtog kommandoen, blev det til galop for Maccoy V K.
På bagerste langside kom Karsten Skygge Andersen flyvende med Kyras, der noget overraskende kunne overtage føringen ind mod sidste sving med In Cap N’Gown nærmest. Bagfra kom den anden tillægshest, Min Narkissos, også i et godt fremstød og de tre heste tog afstand til feltet.
Opløbskampen kom til at minde ikke så lidt om hurtigklasseløbet med Steen Juul og In Cap N’Gown som kneben vinder i tiden 1.16,6/2940 meter foran Min Narkissos og Kyras, der snart har fortjent en sejr.