Stayerkonge på vej tilbage
Oceans Eleven har ikke startet i næsten halvandet år, men mandag d. 7. oktober kommer den tidligere stayerkonge i prøveløb i NKI Racing Aalborg med sin træner Flemming Jensen i sulkyen.
Oceans Eleven (1.13,8a-983.000 kr) havde sin bedste sæson i 2009, hvor han bl.a. sejrede i et stayerløb på Solvalla i tiden 1.15,7/4060 meter. Det år vandt den nu 9-årige vallak syv løb og tjente 452.000 kr.
– Oceans Eleven fik en såkaldt fraktur i det ene forben efter en opvarmning i Billund på Sprintermester-dagen i fjor. Han er efterfølgende blevet opereret og det ser fint ud, men han kommer aldrig op i samme gear som tidligere, siger Tina Jensen fra Team Flemming Jensen.
– Han var i prøveløb i april måned og blev også godkendt, men var ikke helt i orden og bliver nok aldrig 100 % i orden igen, så det her er sidste chance. Det er jo ikke nogen ny hest længere og vi har ikke de store planer. Oceans Eleven har trænet rimeligt, men kommer kun til start hvis han er helt fit for fight. Ellers skal han gå hjemme hos mig og hygge sig!