Stand and Deliver vandt Derbytest
Stand and Deliver med Birger Jørgensen fangede akkurat længe førende Super Yankee med Jørgen Sjunnesson i et 4-årsløb søndag eftermiddag på Charlottenlund Travbane.
Birger Jørgensen:- Jeg tror jeg vandt!
Men hvor sikker var han så lige på det?
For Birger Jørgensen var nemlig ikke mere sikker end at han sammen med Jørgen Sjunnesson kørte hjem til stalden efter det tætte opløb i 10.løb.
Dommerkomiteen studerede målfotoet nøje og så kom resultatet:
Vinder programnummer 4 Stand and Deliver.
500 m tilbage: Super Yankee er førende med Supreme Sugar udv. og Stand and Deliver i ryg på denne.
Super Yankee med Jørgen Sjunnesson var i spids, mens Stand and Deliver med Birger Jørgensen fik andet par udvendigt – i ryg på Supreme Sugar med Bjarne Jeppesen.
Ind i opløbet lignede Super Yankee en sikker vinder, men så kom Stand and Deliver og som et tospand gik det mod mål.
Slide so Easy med Kenneth Nielsen var den eneste af de øvrige, der kunne følge med, men den var aldrig sejrsaktuel.
– Jeg tror ikke, at jeg skal køre Super Yankee i spids, lød det fra Jørgen Sjunnesson. – Han er klart bedst med heste omkring sig og skal køres bagfra.
Stand and Deliver og Super Yankee noteredes begge for 1.13.3a/2000 m, mens Slide so Easy med Kenneth Nielsen blev nummer tre i 1.13.3.