Stand And Deliver åbnede festen
Peter Rudbecks nye 2-årsstjerne, Stand And Deliver, indledte Store Pris-dagen i Aalborg med en overlegen sejr for Flemming Jensen.
Taktikken var føring fra start til mål og Stand And Deliver – der i sin debut i Derbyweekenden blev nummer to i fremragende 1.15,9a/1600 meter – sejrede helt efter behag i tiden 1.18,3a/2100 meter foran Sir Knox og Spider Bee.
Føring fra start til mål var også recepten i de to efterfølgende løb.
Først Anders Pedersen med Rawel The Great (Gill’s Victory) i tiden 1.17,0a/2100 meter og efterfølgende Magnus Ladegård-trænede Evelina Sånna (Alf Palema) med Steen Juul i 1.16,8a/2100 meter. Sidstnævnte til stor glæde for bl.a. de mange anpartshavere i Ekstra Bladets Travklub.
Evelina Sånna indledte dagens V65-spil, hvor dagens omsætning blev 696.830 kroner takket være en Jacpot-pulje på næsten 400.000 kr.
Outsider imponerede
Christian Lindhardt vandt en imponerende sejr med Outsider (Smok N’Lantern), der efter et afventende løb i sjette par udvendig, rundede feltet på bagerste langside og engagerede den førende Order By Viking til duel.
Sidstnævnte havde overtaget føringen fra staldkammeraten Broadwind efter ca. 450 meter og svarede med galop midt i sidste sving, hvorefter Outsider tog over og siden sejrede ganske let i tiden 1.15,2a/2100 meter foran Obelix Mølgård og Nico Øland. Sidstnævnte blev sinket da Myohmy galoperede midt på opløbet og Steen Juul havde problemer med at komme uden om Friborgs hest. Det gav plads til Obelix Mølgård, der kom fri fra en ellers håbløs position i inderbanen.
Prince Flirt (Mr Flirt) var svaret i 6. løb, hvor Lasso Vang (Niels H. Madsen) og Prada Dirt (Christian Lindhardt) dystede hårdt den sidste kilometer, hvilket blwev skæbnesvangert til slut. Kilometeren efter 1.14,0.
Peter Ø. Andersen kørte et anonymt inderbaneløb og kom perfekt ud til angreb midt i sidste sving, hvor først Power Gill og kort efter O J Simpson galoperede, og på en stærk afslutning i sporene kunne Prince Flirt speede frem til sejr i tiden 1.14,5a/1600 meter foran Prada Dirt (topløb!) og Parlio.
Lønborg bombede
Henrik Lønborg servede V65-spillets første bombe, da han kørte Søren Kiltgaard-trænede Kir G (Super News) til hestens anden sejr i træk efter et rigtigt “snigerløb” i indebanen.
Need For Speed var toneangivende fra start, men fik hårdt pres af første Jesper Wheelwood og siden Klaus Bjerregård, der kom til dødens efter 750 meter.
Need For Speed var også førende ind på opløbet, men Kent Friborg var efter sin hest og sejren gik i stedet til Kir G, som Lønborg fik trukket ud til angreb midt i sidste sving, da den udvendig liggende Klaus Bjerregård galoperede.
Vindertiden blev 1.14,9a/2100 meter og sejren blev rimelig sikker foran Kennedy Star og Pikachu C N.
Henrik Lønborg vandt også som ventet Sharp Center Aalborg Store Pris Consolation med Photo Vategård (S J’s Photo), der i en tæt opløbskamp henviste Palermo Cæsar til andenpladsen – begge heste fik noteret tiden 1.15,6a/1600 meter. Photo Vategård trænes af Karsten “Mr Green” Holm, som også ejer hesten sammen med Michael Hansen.