Stald Rita bliver 100 % dansk
Som en positiv konsekvens af den nye fortolkning af skattereglerne for ejere af travheste har en af landets største travstalde, Stald Rita nu atter registreret alle sine heste i Danmark.
Et meget stort hestehold fik for nogle år siden, Jørgen Jensen, Stald Rita til at oprette et svensk selskab af skattemæssige årsager.
Men efter det i sommer blev klart, at Skat nu har lavet et nyt styringssignal i relation til driften af en trav- eller galopstald, så har Jørgen Jensen nu taget den fulde konsekvens af dette, og har teknisk flyttet alle sine heste over i et dansk selskab i virksomhedsordningen.
– At der kom nye regler på Skatteområdet finder jeg særdeles positivt for hestevæddeløbssporten, men til gengæld synes jeg, at det er særdeles beklageligt, at man ikke fra sportens egen side har gjort mere for at udbrede kendskabet til disse regler, siger Jørgen Jensen.
– Jeg er da bekendt med, at der findes en brochure, som Landskontoret for Heste og Dansk Travsports Centralforbund i samarbejde har udarbejdet, men det er langt fra en appetitvækker for potentielle nye hesteejere.
– Der mangler i høj grad noget materiale, som os, der er “frelste” inden for sporten, kan vise til venner og bekendte, der måske kunne tænde på idéen om at blive hesteejer.
Mangler visioner i dansk travsport
-Jeg kunne desværre ikke være til stede på stormødet i Odense i sidste uge, men deler til fulde den frustration, der kom til udtryk på mødet, fortsætter Jørgen Jensen.
– Jeg mangler visioner i dansk travsport – vi skal have en fem eller ti års plan liggende, og som skal følges. Meget af det, der i dag laves er hovsa- eller lappeløsninger
– Der blev fra årets start iværksat en masse initiativer som f. eks. A- & B-baner, Racing News, Danmarkshesten og onsdagstrav med fælles nordisk spil.
– Flere af banerne har oprustet med nye bestyrelser og ledere, som har fået sat fokus på især sponsorater og A og B bane er ændret til Fokusbaner og Lokalbaner.
– Onsdagstravet har styrket spillet, men det har betydet færre tilskuere ligesom det er gået ud over de lokale hesteejere, amatører og trænere på Charlottenlund Travbane, der har fået deres muligheder for at starte i løb begrænset særdeles meget.
– Lanceringen af Racing News har ikke været nogen succes og det er min opfattelse, at kun få bruger den, og Danmarkshestene har efter min mening været en fiasko.
Efterlyser progressiv bestyrelse
– Efter min opfattelse er bestyrelsen og ledelse i Dansk Travsports Centralforbund gået i stå – de har mistet grebet om tingene, fortsætter Jørgen Jensen.
– Jeg efterlyser derfor en mere progressiv bestyrelse i DTC, der med den rette sammensætning af kompetente medlemmer gennem politisk indflydelse skal overtage førertrøjen i forhold til Danske Spil og HFF.
– De nuværende organer virker på mig som stopklodser, der bare skal have Dansk Travsport til at gå bedst muligt, fastslår Jørgen Jensen.
– Vi skal ikke bare stå med hatten i hånden og sige pænt tak. Vi skal blive myndige og være en ligeværdig og ja – bestemmende partner.
– Travsekretariatet skal ændres, således at man har en Sportschef til udarbejdelse af propositionerne, som i parentes bemærket til forveksling ligner det foregående års, mens løbstilmelding etc. skal varetages af de enkelte baner.
– Dette bliver ikke en dyrere løsning end den øjeblikkelige, snarere tror jeg faktisk, at der vil kunne spares nogle penge, som så kan gå til præmiepuljen.
– Det var vel nok også på tide, at man fik lavet en cost benefit af hele administrationen i den samlede danske travsport – altså både af DTC og af banerne, slutter Jørgen Jensen.