Stærk præstation af Pronto
Anders Pedersen vandt V5-spillets 1. afdeling på nordisk onsdag i Aalborg med Pronto (Legendary Lover K) efter en stærk præstation.
Obeth Bell var toneangivende fra start med Proprietæren udvendig, men sidstnævnte fik problemer med travet ud af første sving og så valgte Gordon Dahl at køre til spids med totalisatorfavoritten (29:10) Pay Attention T M, der overtog kommandoen midt på første langside.
Det efterlod Picador Ses som første hest i andet spor, men forbi publikum sendte Anders Pedersen sin hest afsted i tredje spor og ud på sidste omgang nåede parret frem til dødens udvendig for den førende Pay Attention T M.
Resten af løbet blev et opgør mellem de to forreste heste, men midt på opløbet havde Pronto overtaget – Anders Pedersen sad helt stille i sulkyen og lod sin hest afgøre løbet til sikker sejr i rekordtiden 1.17,7a/2100 meter.
Hårdt betroede O’bo Vang havde en offday og galoperede.