Stærk præstation af Pirol
V5-spillet i Aalborg blev indledt med sejr til Birger Jørgensen bag amatørtrænede Pirol (Re Dei Jet), der leverede en overbevisende præstation efter en hård åbning.
Pirol – der ejes og trænes af Århus-amatøren Emil D. Mæhlisen – fik hårde spor rundt første sving, men Birger Jørgensen satsede offensivt fremad og kunne eftre 550 meter overtage føringen fra Radio Hall, der var hurtigst afsted fra start.
Kilometeren blev afviklet efter 1.18,6 og selvom Pay Me Money S T fulgte favoritten til dørs, blev sejren meget sikker i tiden 1.18,5a/2100 meter. Tredjepladsen til Mystic Laser.
I løbet forinden blev publikum også vidner til en rigtig flot præstation, da Romeo Pelle (New Quick) førte fra start til mål for Kent Friborg og sejrede overlegent i tiden 1.19,1a/2100 meter foran Run Baby Roland og Raymond Ulkær. Det var karrierens første sejr for den 3-årige hingst, der ejes og trænes af Aalborg-amatøren Helle Nielsen.
Montéløbet gav sejr til Maria Hansen med Heavenly Game (Game Høgh), der er opdrættet, ejet og trænet af Willy Christensen med amatørlicens i Århus. Vindertiden blev 1.19,4/2100 meter.