Stærk præstation af Pinocchio HJ
På en meget stærk afslutning blev Pinocchio HJ med Mathieu Abrivard nummer to i et monteløb på Vincennes-banen i Paris Nytårsaftensdag – præmie 150.000 kroner!
– Det er et af de største øjeblikke i Stald KTAS’s historie, jublede forretningsføreren Bent Reikjær, der med tilbageholdt åndedræt spændt fulgte andelsstaldens hædershest i dens første montestart.
Undervejs løb Pinocchio HJ blandt de bageste i feltet, men ind i opløbet satte Abrivard spurten ind, og løbet skulle ikke have været meget længere før førstepræmie på 300.000 kroner var tikket ind på Stald KTAS-kontoen.
Men Gills Victory-sønnen nåede akkurat ikke Travel Jet (Jag de Bellouet), der sejrede i tiden 1.12.0/2175 meter, mens Pinocchio HJ noteredes for 1.12.1 på andenpladsen.
Pinocchio HJ sluttede i 10 gange pengene og gav 2.80 i Plads.
– Nu glæder vi os utroligt meget til Prix d’Amerique-weekenden, hvor Pinocchio Hj igen skal ud i et monteløb, og hvor jo er på plads med 40 medlemmer af Stald KTAS, slutter Bent Reikjær.