Stærk præstation af Enzo Cobra
Knud Mønster-trænede Enzo Cobra med Kent Friborg i sulkyen stod for en stærk præstation i aftenens 6. løb i Aalborg. Staldkammeraten Princess Tulsbjerg overraskede i V5-finalen.
Det lignede ellers længe længe sejr til næstfavoritten Ni Quito, der efter 850 meter fik Min Chameur frem udvendig.
På bagerste langside med 6-700 meter igen kom Enzo Cobra flyvende i tredje spor og nåede hurtigt frem til de forreste, hvor Min Chameur “stod af” ind i sidste sving.
Ni Quito forsvarede sig tappert og Enzo Cobra (Jag De Bellouet) virkede til at have lidt problemer med aktionen, men Friborg fik parreret og på de sidste meter kunne den svenskfødte vallak gå forbi til kneben sejr.
Odinia Collet sluttede forrygende af til tredjepladsen efter startfejl – se op for den næste gang!
Knud Mønster var selv på pletten i V5-finalen med amatørtrænede Princess Tulsbjerg (Axwill), der på en forrygende afslutning lige netop fangede Oat med Kaj Jensen på selve målstregen.
Christian Lindhardt var toneangivende undervejs med Oscar E C, mens totalisatorfavoritten Punkt 1 fik en tung rejse som første hest i andet spor.
Punkt 1 var dog alligevel med helt fremme til midt på opløbet, hvor kræfterne var brugt op. Udvendig havde Oat overtaget, men på de sidste meter måtte Kaj Jensen altså se sig henvist til andenpladsen af Princess Tulsbjerg, der trænes af Skive-amatøren Jimmi Tulsbjerg.
Sejren betød at der i V5-spillet blev udbetaling til rækker med FIRE rigtige.
V5-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 4 | Owens | Henrik Lønborg | 3,18 | 120 | – |
2 | 5 | Pleasures Way | Birger Jørgensen | 9,20 | 362 | – |
3 | 5 | Vermo | Flemming Jensen | 4,44 | 991 | – |
4 | 11 | Enzo Cobra | Kent Friborg | 20,25 | 16187 | – |
5 | 8 | Princess Tulsbjerg | Knud Mønster | 11,62 | – | |
![]() | ||||||
Gevinster for 4 afdelinger rigtige. Antal rækker: 30 Gevinst: 1.618 kr |