Spændende norsk hest i rutineløb
For dem der er på plads på NKI Racing Arena Aalborg i aften, kan man kl. 18.00 se en meget spændende hest i prøveløb. Der er tale om den 5-åringe norskfødte, Thai Olympic, der har vundet 10 sejre i blot 24 starter.
– Det er en rigtig fin hest, som vi skal forsøge at puste nyt liv i, indleder Bo Westergaard. Som 3-åring vandt otte af sine 10 første starter, men da han skulle i gang med det største mål, Kriteriet, gik der grus i maskineriet. Det var nogle halsproblemer, der slog ham ud.
Thai Tanic-sønnen har tjent 344.351 kroner. Hingstens rekord er hurtige 1.12,5a/1609 meter. Denne rekord blev sat i fjor, da han var 3’er på Bjerke Travbane bag tophestene I Won’t Dance (US) og Duded Up (US). Førstnævnte gjorde Europadebut i fjor. Angus Hall-sønnen vandt seks af sine ti starter, og indtjente 2.148.950 SEK.
– Thai Olympic ejes af Gunnar Skaug. Det er en mand, jeg ikke kendte på forhånd. Han ringede en dag, og spurgte, om jeg kunne være interesseret i at få Thai Olympic i træning, og det takkede jeg naturligvis ”ja” til. Da jeg modtog ham, blev han tjekket op af dyrlægen – som jeg plejer at gøre med nye heste der kommer til stalden. Han har siden trænet på i nogle måneder, og virker stærk. Jeg har ikke testet ham reelt endnu, men i aften får vi en idé om, hvor langt han er fremme.
– Nu gælder det om at få ham 100 % i orden. Hvis han holder til at starte på, står han godt i V75-løbene i Norge. Med hans grundkapacitet er det klart, jeg håber, han udvikler sig yderligere, så han kan klare sig mod de allerbedste, siger Bo Westergaard.
I aften starter Westergaard et par heste ud fra stalden. Af disse tror han mest på One By One (n), som starter i aftenens 2. løb.