Som jeg husker det – 1
Til EM i Italien
I 1986 skulle Europamesterskabet for 5-åringer afvikles på den italienske bane, Cesenate, der ligger i den populære badeby Cesena ud til Adriater-havet.
Hairos med John K. Hansen (nu Køhler) og Hotfoot med Harald Lund skulle repræsentere Danmark.
Jeg havde sådan set ingen planer om at tage derned, men da jeg fik en henvendelse fra Rene Clausen, der ejede Hotfoot, om jeg ville tage med som guide for Harald Lund, var jeg ikke sen til at sige Ja.
Rene ville lave en lille ferie ud af det,og derfor tage afsted nogle dage i forvejen, og da Harald ikke var så glad for at skulle rejse alene derned, så ville man gerne have mig med.
Det var lidt svært at få flybilletter til Cesena, så det endte med, at vi skulle over Rom.
Nogle dage inden afrejsen ringede Harald til mig og spurgte om det gjorde noget om han tog en hesteejer med.
Det kunne jeg jo ikke have noget imod, men hvem det var, fik jeg ikke at vide.
Det var først, da vi mødtes i Lufthavnen, at jeg hilste på hesteejeren, der var ”Mureren” – Poul Erik Andersen, Stutteri Poppelgård.
Selv om Harald på det tidspunkt var midt i en afmagringskur så var vi nu tre granvoksne mandfolk, der i Rom skulle klemme os ind i den mindste bil, som udlejningsfirmaet havde.
Den lå godt på vejen, skulle jeg hilse at sige.
Jeg kørte og Harald sad ved siden, og hvordan vi fik Mureren klemt om på bagsædet, erindrer jeg ikke.
Vi skulle køre tværs over Italien, og det indebar lidt bjergkørsel.
Og hvis der var noget, som Harald ikke kunne lide, så var det at køre i bjerge.
Ud af Rom gik det fint – firsporet motorvej – så kom vi til noget vejarbejde i modsatte retning.
Pludselig lyder det højt fra Mureren på bagsædet: Naaj – så I det, så I det?
Hvad er der galt?
Harald og jeg kigger lettere forvirret på hinanden.
Så kommer forklaringen fra Mureren:
– De havde en helt ny asfaltmaskine!
Mureren var jo i den branche – og var synligt imponeret over den italienske maskine, mens vi på forsædet åndede lettet op.
Og turen fortsatte og efter nogle timers kørsel ankom vi til Cesena og blev indkvarteret på hotellet – det var dagen, før EM-løbet skulle køres.
Fortsættelse følger …