Slide so Easy vandt so easy
Derby Consolation havde en stor favorit i Slide so Easy med Kenneth Nielsen og efter tidlig føring kunne den elegante hingst, da også vinder løbet i fine 1.13.6.
Kenneth Nielsen har ikke lagt skjul på, at han var en skuffet mand efter Derbyprøverne.
Skuffet og ærgerlig over, at han havde en hest, som han mente var god nok til at hævde sig i Dansk Trav Derby.
Men i Derbyprøven måtte Slide so Easy tage til takke med tredjeplads efter Stelton og Super Yankee.
– Normalt går jeg ikke og ærgrer mig, for jeg har været med i denne sport så mange år, at jeg ved det går op og ned, siger Kenneth Nielsen. – Men jeg var af den mening at Slide so Easy hørte hjemme i Derbyet, og det nagede mig, at vi var slået ud.
– Men efter dagens resultat kan jeg se, at det var fint nok at vi kom til start i Consolation. Derbyet var præget af stor jævnbyrdighed og det var et spørgsmål om, hvem der fik det bedste løb.
– Nu ser jeg frem til at starte Slide so Easy i Derbyrevanchen i Aalborg, idet han som Consolation-vinder får en invitation til at starte. Det synes jeg i øvrigt er en ganske fin ide, siger Kenneth Nielsen.
Om dagens sejr sagde Kenneth Nielsen.
– Jeg blev jo sat af ude i tredje spor fra start, men det scenarie havde jeg forestillet mig, og med en 17:10 favorit var der kun en ting at gøre, og det var at køre fremad.
– Vi fik let spids, og kontrollerede siden alt – jeg trak først det norske hovedlag 100 meter fra mål og vi vandt sikkert.
Efter Slide so Easy, der sejrede i 1.13.6 fulgte Silver Knight med Birger Jørgensen, der fik meget sent angrebsplads i 1.13.8, mens udvendige Saxo Epice – i meget forbedret udgave – blev nummer tre for Bent Svendsen også i 1.13.8.
En tapper Sergio H med Dennis Kristiansen var fremme i dødens, og så ud til at skulle blande sig i afgørelsen, men kræfterne slap op – den sluttede på en fjerdeplads i 1.13.9.
Der var 50.000 kroner i førstepræmie til Slide so Easy, der ejes af Kenneth Nielsen og er opdrættet af Bo Jondahl. Den tilhører første årgang efter Quite Easy og er ud af Elegante Frøkjær (Smokin Yankee).
En lillebroder, A Flying Drummer (Dream Vacation) blev solgt på Derbyauktionen lørdag aften for 66.0000 kr.
Slide so Easy kostede som åring 110.000 kroner.