Skives Danmarkshest godkendt
Der var glæde i stalden hos Team Friis efter aftenens prøve/rutineløb. Skives Danmarkshest, Robin Ice, blev godkendt, og er nu klar til at starte i totalisatorløb.
Den 3-årige søn af Frække Frederik og Ronja Sølvbjerg skulle “blot” løbe 1.26 for at blive godkendt, men vallakken gjorde en rigtig fin figur, og blev godkendt på 1.21,3/2140 meter.
Først i mål var Kvik skautrup (Carmody Lobell – Dancy B), der var i rutineløb. Denne kom hjem på flotte 1.18,1. Samme tid løb Prince Flirt (Mr. Flirt – Fioa Linden Star). Derbyemnet Gordon Dahl-trænede, Pleasedon’thitme (Adams hall – Ghia La Grande), fik noteret 1.18,4. Christian Lindhardt fik godkendt Rememberiloveyou (Love You – Frk Siem). Denne løb pæne 1.20,5/2160 meter.
Morten Friis var godt tilfreds med Robin Ices præstation:
– Han gik et fornuftigt prøveløb. Jeg havde forventninger om at køre ca. 1.22-23, men han var vældig fin, og jeg har faktisk aldrig kørt så stærkt før i arbejde. Vi har ikke planlagt første start – det afhænger lidt af hvordan han har taget prøveløbet, men det bliver inden for de næste par uger, siger Morten Friis.