Skive Trav skruer tiden tilbage
Der bliver nostalgi for alle pengene i aften på Skive Trav, hvor en flok af banens “veteraner” med den firedobbelte Derbyvinder Jørn Laursen i spidsen er gået sammen om et prisværdigt initiativ.
Under overskriften “1965 – The good old days” har de 21 sponsorer hver doneret 1.000 kroner, der fortrinsvis er blevet anvendt til at sænke indskuddet til 1965-niveau – altså 20 kroner mod normalt 200 kr.
1965 var det sidste år på den oprindelige Skive Travbane, der lå på den nuværende kasernegrund. I 1966 flyttede banen til den nuværende placering, og fælles for de mange veteraner er (ikke overraskende) at de har været med siden de go’e gamle dage!
– Det var egentlig tidligere Aalborg-træner Jørn Damsgård, som startede det hele, indleder Jørn Laursen.
– Jørn – eller “Damse” som vi kalder ham – er gammel Skivedreng og han vandt i sin tid sin første start som jockey på den første travbane i Skive. Hesten tilhørte i øvrigt Tage Svenstrup, som i dag er æresmedlem på Skive Trav og såvidt jeg ved stadig kommer til trav hver eneste løbsdag, selvom han efterhånden er blevet 83 år, siger Jørn.
– Nå, men Damse ringede til mig en aften for nogen tid siden for at spørge, om det ikke var en idé at nogle af os gamle Skive-drenge lavede et ærespræmieløb i Skive, og det synes jeg var en rigtig god idé. Han troede i første omgang, at det nok kun var Jørgen Lohmann og os to, som ville være med, men jeg sagde, at jeg kunne da komme i tanke om nogle flere, som sikkert også kunne overtales. Det endte med at jeg hurtigt fik lavet en liste med i alt 26 navne, og inden jeg fik set mig om sagde Damse: “Det kører du lige, det dér, Jørn”! – og så “hang” jeg jo pludselig på det hele.
– Jeg spurgte Jesper Elbæk om det var noget for Skive Trav, og han var straks med på idéen. Jeg gik så tilbage til Damse, som gerne ville give 1.000 kroner og det gjorde jeg også. Heldigvis var størsteparten af navnene på min liste positivt indstillet, og det endte altså med at vi blev 21, som skal mødes i restauranten mandag aften for at udveksle gamle minder – det glæder jeg mig rigtig meget til!
– Det overordnede formål var at gøre hesteejernes regning mindre, og i samarbejde med Travsekretariet besluttede vi at pengene skulle bruges til at sænke indskuddet. Det kan vi imidlertid ikke i formløbet, hvor der aldrig er indskud, men så giver vi i stedet et gavekort til alle de uplacerede heste i løbet.
Baneprogram: KLIK HER