Skive Trav får Eventmanager
Charlotte Pedersen, 32 år er ansat som Eventmanager på Skive Trav med start fra den 1. maj, Travservice.dk har haft en samtale med hende.
På Skive Trav vil man fremover organisatorisk have delt sig med Skive Trav Sport, der er væddeløbsdelen og Skive Trav Events, der skal stå for – ja, events på og omkring banen.
Og til at stå i spidsen for Skive Trav Events har man engageret Charlotte Pedersen, der er Cand. Comm. og som har erfaring med store events som Skive Festival, hvor hun har haft ansvar for festivalavisen BEAT samt eventtiltag på festivalpladsen, ansvaret for den overordnede medieplan, salg af sponsorater og annoncer m.m.
Charlotte Pedersen har kort sagt været vant til at være ”blæksprutte” – og det får hun i høj grad også brug for i sin nye stilling.
Hun har ikke det store kendskab til travsporten, men har redet ligesom datteren rider.
– Men min kærestes familie har haft travheste og kommer fast på Skive Trav, så jeg har fulgt udviklingen på væddeløbsbanen, fortæller Charlotte Pedersen.
– Jeg har taget uddannelsen Cand. Comm, men i forbindelse med mit frivillige arbejde på Skive Festivalen, så fandt jeg ud af, at det at arbejde professionelt med at lave events var den vej jeg skulle gå.
– Det var derfor perfekt for mig, at Skive Trav opslog stilingen som eventmanager – og dejligt at de fandt, at jeg var den rette person til jobbet.
Hvilke events og øvrige tiltag som Charlotte Pedersen vil præsentere publikum i Skive for i fremtiden, vil hun endnu ikke løfte sløret for, men hun peger på, at banen hidtil har haft succes med sine arrangementer med Boks og Bold.
– Jeg ser store muligheder for at lave arrangementer på Skive Trav – både inden- og udendørs. Det bliver min opgave at sørge for at anlægget bliver udnyttet bedre end det hidtil er sket, siger Charlotte Pedersen.
Charlotte Pedersen har prøvet lidt af hver i sit unge liv
Hun har således passet hvide løver i Johannesburg i Sydafrika samt besteget Afrikas højeste bjerg, Kilimajaro. Hun har været ansat hos Kulturcenter Limfjord, hvor hun bl.a. fungerede som arrangementschef en overgang ligesom hun har drevet sit eget firma, CP Communication.
I dag bor hun sammen med kæresten Jan og deres to børn i Dommerby uden for Skive.
Og til slut:
Hvad er det en eventmanager laver? En søgning på Google gav denne beskrivelse:
Event management handler om projektledelse, styring og udvikling af festivaler, store fester og events og mange andre ting. Event management indebærer en viden omkring afsender, identifikation af målgruppen, udarbejdelse af konceptet, logistik og koordinering af de tekniske aspekter før selve eventen.
(fra Bartendermagasinet.dk)