Skive-styrt: For hård dom
Amatørkusken Martin Andreasen, der i går var årsag til det dramatiske styrt på Skive Trav, forstår godt, at han skal have en dom, men finder en udelukkelse på 3 måneder og 2.000 kroner alt for hård.
– Det der skete i aftes, sker tit under et løb og i 99 ud af 100 tilfælde, så går det godt og yderst sjældent ender det så alvorligt, som det gjorde i aftes, siger Martin Andreasen til travservice.dk
– Der sker en tempo-sænkning i løbet, og min hest slår et slag med hovedet og bryder et halvt spor ud i banen. Her er Kent Friborg på vej frem, og hans hest træder op i min sulky- ja, den får benet over hjulgaflen og styrter. Normalt sker det ikke – hesten rammer måske kun sulkyhjulet og galoperer, men her blev konsekvenserne mere alvorlige.
– Efter min opfattelse er det et hændeligt uheld, men også et meget ulykkeligt uheld, og jeg har bestemt ikke sovet meget i nat.
– Og så det at gå rundt på banen i aftes uden at kunne få at vide, hvordan det gik med Lars Piper – det var en stor lettelse at få at vide, at Piper var blevet opereret og at han var uden for livsfare.
– Jeg håber inderligt, at såvel Lars Piper som Kent Friborg kommer godt over denne episode, siger Martin Andreasen.
Martin Andreasen blev udelukket tre måneder og blev idømt en bøde på 2.000 kroner – den dom overvejer han nu at indbringe for DTCs Løbsdomstol.
– Der er flere, der har opfordret mi g til at anke straffen, som de også finder alt for hård. At jeg skal have en dom forstår jeg godt, men denne her er alt for hård, slutter Martin Andreasen.