Skive i Galla
Det var næsten som at være i Hollywod, da der søndag aften var Galla-premiere på tarok-filmen i Kulturcenter Limfjord i Skive.
Foto Thomas Køser
Godt nok var det ikke den røde, men den grønne løber man fik lov il at gå op af, og da vejrguderne desværre ikke var med arrangørerne og det stod ned i tove, blev de inviterede behørigt ført op af løberen af jockeyklædte unge piger med en paraply.
Selv havde jeg fornøjelsen at blive eskorteret af amatørkusken Mariann T. Nielsen.
Vel inden for var der allerede kommet mange mennesker, og vi stod nu alle og ventede på filmens hovedpersoner og bagmænd.
De ankom i veteranbiler, som også spiller en særdeles vigtig rolle i filmen – selv om den jo bl.a. handler om en hest.
TV var der, pressefotografer og journalister – og da TV MidtVest gerne ville gå direkte på i 1930-udsendelse med et interview med bl.a. Jørn Laursen, blev filmens galla-premiere skubbet nogle minutter.
Foto Thomas Køser
Og så kom vi da ind den store sal – det tager jo lidt tid, når 800 mennesker skal finde deres pladser, men det gik.
Skives Borgmester er Flemming Eskildsen holdt en velkomsttale, og gav derefter ordet til producenten Regner Grasten inden lyset blev slukket i salen.
Filmen – Tarok – kunne begynde.
Spændte sad vi der i mørket. Hver med vore forventninger om filmen.
Nogle havde deltaget aktivt som statister – og dem var der var mange af. Andre var sponsorer. Så var der hele filmholdet, som for første gang skulle se det færdige resultat.
Det havde nemlig kun Regner Grasten og filmens instruktør, Anne Grete Bjarup Riis og et par stykker mere set nogle dage forinden.
For mit eget vedkommende har jeg været med i perioden med Tarok – skrevet om den i aviser og Væddeløbsbladet og fulgt den på ture rundt om Europa og til USA.
Og har således et ret indgående kendskab til Laursen-familien.
De, der kender mig godt, ved at jeg normalt aldrig går i biografen og hvis jeg gør, så falder jeg som regel i søvn. Mørke rum får mig til det.
At jeg slet ikke var ved det under Tarok-filmen er bemærkelsesværdigt.
Nu kunne det have flere årsager men det var fordi filmen – ikke fordi det er Borte med Blæsten – men fordi skuespillerne var så sublime i deres roller, at det nærmest tryllebandt mig.
Bjarne Henriksen ér bare Karl Laursen og er i hvert fald min yndlingsfigur i filmen.
Kirsten Lehfeldt som Elisabeth Laursen leverer varen som altid, og så er der de to unge skuespillere, Henrik Vestergaard som Jørn og Iben Dorner som Ingelise.
Et sødt par, der stod utroligt godt til hinanden – og nok også et par skuespillere, som vi kommer til at se eget mere til i fremtiden.
At filmen slutter med, at Tarok dør, afslører vist ikke for meget af filmens handling og slutningen er smart tænkt af produer og instruktør. Men se det selv.
Da lyset atter tændtes i salen, rejste publikum sig instinktivt op og begyndte at klappe.
Bagefter sagde Regner Grasten til mig: – Jeg har simpelthen aldrig oplevet noget lignende – det overgår langt den modtagelse som Hvidstedsgruppen fik. Ingen sagde noget der rulleteksterne rullede over lærredet, da filmen var slut. Jeg tænkte – vi er solgt, men så brød jublen løs!
Efter filmen var der reception, hvor lokale virksomheder bød på lidt godt at spise og drikke, og der var mulighed for at ”mingle” og høre hvad andre mente om filmen.
Sidste runde foregik på hotellet …
Filmen om Tarok har premiere den 31. oktober i biografer landet over.