Skive-dominans i Billund
7 ud af 10 løb blev vundet af Skive-trænede heste! Mønster og Morten Juul fik hver to sejre med hjem. Også dobbeltsejre til Henrik Lønborg og Rene Kjær.
Det kunne betale sig at følge Skive-trænede heste i løbene på Billund Trav i aftes.
7 ud af de 10 løb blev nemlig vundet af Skive.heste.
Og allerede i 1. løb blev stilen lagt, da Tour de Pejsegården (ENS Snapshot) med Knud Mønster vandt sin anden sejr i tre starter i år. Vindertiden 1.16.8a/1900 m lover godt for fremtiden.
I 3. løb kunne Birger Jørgensen bringe Morten Juul-trænede Don Attack (Love You) først over stregen.
Don Attack er en tyskfødt 4-åring, der her vandt sin første sejr i karrierens femte start.
Don Attack ejes af Stald Rita, der nyligt har solgt Obelix Damhus (Carmody Lobell) tilbage til opdrætteren Laurids Jensen.
Gensynsglæden må have været stor, for Obelix Damhus leverede en stærk præstation for Rene Kjær og sejrede sikkert i aftenens stayerløb.
Rene Kjær vandt også med Morten Juul-trænede M T Big Business (Buvetier d’Aunou), der ikke havde problemer med at holde Vasterbo Paradise med Birger Jørgensen bag sig.
Knud Mønsters sejrshest, Rocky PH (Earthquake) fortsætter i sit vante spor, og vandt i aftenens hurtigste notering, 1.14.1a/1900 m.
Det var anden sejr i år og 21. i karrierens 52 starter. De 16 af sejrene er vundet siden 1. januar 2013!
Primas og Jørn Laursen er en ekvipage, der befinder sig godt på Billunds 1200 meter bane, og for anden gang i år kunne parret skære målstregen som vinder i Billund.
I et tæt opløb sejrede Primas, kort med dog sikkert foran længe førende Hommage d’Couronne, der kunne have givet Rene Kjær hans tredje dagssejr. Inde bagved sad Jeppe Juel med Silverstone og så aldrig dagens lys.
Tidligere på aftenen havde Jeppe Juel haft frit løb med ”Aalborghesten” Salina (ENS Snasphot), der efter pause vendte tilbage på flotteste maner og vandt i 1.14.4a/1900 m. Respekt!
Den 7. Skive-sejr blev signeret af Rubella Shadow (Vic Torre) med Kristian Juul i 10. løb.
Henrik Lønborg tog også en double.
Han vandt først med Sinnebar Barrock (Mastery) i fine 1.17.6a/1900 m, der vandt karrierens første, men sikkert ikke sidste sejr, og siden vandt Aarhustræneren med talentet Tristan Østervang (Lindy Lane), der sikkert afviste Tamara Cloc med Rene Kjær.
Det var anden sejr i år til Tristan Østervang, der trænes af Per Mikkelsen.
Omsætningen i Billund nåede tæt på 2.6 millioner kroner. Der var igen stort set fuldt hus i restauranten.