Skive-direktør som Gallasponsor
Årets første store højdepunkt nærmer sig, når de største to- og firbenede profiler indenfor dansk trav-, monté- og galopsport hyldes lørdag aften på Hotel Nyborg Strand i forbindelse med Hestesportens Galla 2011. Blandt sponsorerne findes Skive Travs direktør Jesper Elbæk, som har købt sponsoratet på kategorien ”Årets 2-åring” indenfor travsporten – men hvorfor nu det?
– Det er måske i virkeligheden også tosset, men det er udelukkende for at støtte Lone Kristensen, som år efter år laver et KÆMPE arbejde med Hestesportens Galla, og da hun i 11. time havde en travkategori ledig, så slog jeg til, siger Jesper Elbæk.
Du hjalp også til med at arrangere selve gallaen for et par år siden?
– Både og. Gallaen var havnet i en situation, hvor det fra centralt hold ikke virkede til, at der var den store interesse i at være med til at løfte projektet. Så jeg sagde ja til at hjælpe Lone Kristensen med at holde styr på de løse ender, og prøve at være økonomisk tovholder. Det var stadig Lone, som lavede al arbejdet, men hun havde bare brug for én at spørge til råds engang imellem. Undervejs blev vi ret gode venner, og vi snakker stadig jævnligt sammen.
Du har købt en kategori, hvor der er garanti for, at prisen går til Skive, idet Santana Bork og Sweet Home Alabama er de eneste nominerede. Spillede det ind i din beslutning?
– Nej, slet ikke. Så længe det var en travkategori Lone Kristensen havde til salg, så var det ligegyldigt hvilken kategori det blev. Men det bliver da hyggeligt at overrække trofæet til enten Peter (Rudbeck, red.) eller Christian (Lindhardt, red.).
Hvad glæder du dig ellers mest til på lørdag?
– Hestesportens Galla er en hyggelig komsammen, hvor man altid hygger sig. Jeg glæder mig egentlig allermest til at se de mange glade vindere på scenen, og til at hilse på de travfolk fra den anden side af landet, som jeg ikke ser så tit.