Skilte veje
Efter gensdig aftale er samarbejdet mellem Danmarks største travstutteri, Stutteri Shadow og den kendte opdrætter Jens Peter Hansen ophørt.
– Der ligger ikke den store dramatik i det, fortæller Jens Peter Hansen til TravService.dk.
– Niels Jørgen Jensen fra Shadow ville gerne have at jeg skulle være til rådighed i nogle flere timer om dagen, men da jeg også er tilknyttet Bo Westergaards stald på Vang Hovedgaard, så er dette ikke muligt.
– Fremover vil jeg koncentrere mig om arbejdet på Vang Hovedgård, og så vil jeg sælge frossen sæd efter bl.a. Dream Vacation og Turbo Sund, som jeg har aftalerne med. Jeg håber endvidere at kunne få flere hingste i agentur til bedækningssæsonen 2012, siger Jens Peter Hansen.
Der har været travlt på Stutteri Shadow i bedækningssæsonen, idet omkring 170 hopper har været til bedækning.
– Jeg synes det især er de dyrere hingste, der har været efterspørgsel på – altså hingste som Pine Chip, Lindy Lane, Dream Vacation m.fl, siger Niels Jørgen Jensen, der beklager at samarbejdet med Jens Peter Hansen er ophørt.
– Men jeg har brug for medhjælp, der kan være til rådighed på fuld tid, siger Niels Jørgen Jensen.