Skal vi se på det her?
Foto Kanal 75
I USA har vi set det i flere år. Kuskene ligger vandret i sulkyen i stedet for som tidligere at sidde op og både have en bedre kontakt med hesten, men også et langt bedre udsyn.
Billedet herover er fra Solvalla i aftes.
I en spændende opløbskamp har Johan Untersteiner lagt sig helt bagover i sulkyen bag Johnny B Kemp, der vinder løbet med en hals foran den danske Derbyvinder Peak.
Men tænk, hvis nu Untersteiner havde ligget længere nede i banen – f.eks hvor Peak lå – så havde han hindret hesten med nr 7 i at komme godt en meter længere frem og måske ville den på den måde gå glip af en bedre præmie.
Der er det sikkerhedsmæssige aspekt i den måde, som mange kuske i Sverige, men også enkelte herhjemme nu sidder/ligger i sulkyen. Så er det rent væddeløbsmæssige – og det etiske.
Jeg er måske for meget Old School til at synes, at det ser godt ud, når en kusk sidder – nej, ligger i sulkyen bag sin hest. Også selv om der kun sker i opløbet.
Som Jorma Kontio svarede, da han blev spurgt om han skulle køre i de nye amerikaner-sulkyes.
– Nej tak, skal jeg ligge ned, så foretrækker jeg at gøre det hjemme i min egen seng.