Skal vi have et Auktionsløb?
Sverige og Norge har det – dansk galopsport har. Et løb, der udekukkende er forbeholdt de heste, der er solgt på auktioner som åringer.
Travservice.dk erfarer, at det for øjeblikket arbejdes med planer om at lave et Dansk Auktionsløb inden for travsporten.
Såvel svensk som norsk travsport har haft et auktionsløb i flere år – dansk galopsport ligeså – og også i Tyskland har man et.
Betingelserne i de forskellige lande er forskellige.
Det er klart at med de mange flere heste, der sælges på auktion i Sverige, så bliver indskuddene mindre her.
I Sverige betales der 1.000 kroner af sælger og køber. Der afvikles Auktionsløb for såvel 2-årige hingste som hopper, og i hvert løb er førstepræmien på 220.000 kroner (2013 tal). I Sverige køres løbet i ugen op til Svenskt Trav Kriterium i slutningen af september.
I Norge afvikles Auktionsløbet for 3-åringer i forbindelse Oslo Grand Prix-weekenden. Her er førstepræmien på 200.000 kroner.
Her betales 2.000 kroner ved køb på auktionen, og derefter er der to forfeits a 1.000 kroner således at hesteejerne i alt har betalt 4.000 kroner ved start i Auktionsløbet.
Det er noget dyrere at starte i galoppens Auktionsløb, der første gang blev afviklet i 1994.
Alle åringer, der fremstilles på Dansk Galops auktion er anmeldt til Auktionsløbet, og der er betalt 500 kroner for dem.
Vil man have sin hest fortsat anmeldt, er der et forfeit i oktober måned efter auktionen på 1.000 kroner og frem til løbets afvikling på sensommeren året efter, skal der yderligere betales 8.000 kroner, således at hver startende hest i auktionsløbet har betalt 9.500 kroner.
Til gengæld er der også en samlet præmiesum på 400.000 kroner med en førstepræmie på 250.000 kroner.
– Det er et utroligt vigtigt løb for galopsporten, og jeg ved at hesteejere og trænere allerede tidligt på sommeren tjekker hos opdrætterne, om deres åringer bliver anmeldt til vor auktion, siger Peter Knudsen, der er direktør i Dansk Galop. Med en samlet præmiesum på 400.000 kroner er løbet da også det største løb i sæsonen for en dansk 2-åring.
– I 2014 bliver præmiesummen dog sat ned til 350.000 kroner med 200.000 kroner til vinderen, fordi vor årgang er blevet mindre, og der var som følge deraf færre heste på auktionen, slutter Peter Knudsen.