Sjunnesson bombede i C.L. Müllers
Jörgen Sjunnesson blev en overraskende vinder af C.L. Müllers Memorial på Jägersro med Harper Hanover-vinderen, Stefan Hultman-trænede Yellow Eden. Tredjeplads til Classic Grand Cru og Steen Juul efter fin afslutning.
Steen Juul forsvarede indersporet da startvognen slap feltet, men efter 500 meter i 1.09-tempo valgte Lunden-træneren at slippe til franske Real De Rabut (Robert Bergh), men få hundrede meter senere overtog næstfavoritten Yarrah Boko kommandoen for Ulf Ohlsson.
Kilometeren blev dæmpet til 1.12,6 og snart efter blev favoritten Maharajah sendt frem til dødens og gav dermed andet par udvendig til Eliott Hall – herefter fulgte i tredje par udvendig Torvald Palema med den senere vinder i ryg.
2000 meter blev passeret efter 1.13,7 og ind i sidste sving blev Torvald Palema sendt afsted i tredje spor med Yellow Eden i ryg.
Ind på opløbet var Yarrah Boko ved at være træt og Maharajah udvendig, men Torvald Palema lignede vinderen midt på opløbet.
“Sjunne” havde dog også fået Yellow Eden (Duc du Bossis) op i fart og på en rigtig fin afslutning kunne den hollandskfødte vallak gå forbi til sikker sejr i tiden 1.13,2a/2640 meter foran Torvald Palema og Classic Grand Cru, der i en tæt opløbskamp fik kæmpet sig forbi til tredjepladsen.
Der var første – men nok ikke sidste – gang at Jörgen Sjunnesson kørte Yellow Eden, der tidligere på året gik til tops i stayerklassikeren Harper Hanovers Lopp i Elitloppsweekenden. Med sejren i C.L. Müllers Memorial til 500.000 SEK har den 6-årige vallak tjent 1.438.000 SEK i år.