SJ’s Photo-hopper dur ikke!
Gennem mange år har det været den almindelige opfattelse blandt trænere, hesteejere og opdrættere, at hoppe-afkom efter SJ’s Photo ikke dur! Men søndagens Hoppe Derby-prøver viste noget andet.
Hvis der er nogen hingst, der har præget vore klassiske travløb gennem det sidste decenium, så er det SJ’s Photo.
Foreløbig er det blevet til tre Derbyvindere og tre Kriteriumsvindere, men kun en enkelt vinder af Hoppe Kriterium.
Så måske er der noget om snakken – det med at SJ’s Photo ikke laver så gode hopper.
Men den teori blev i hvert fald godt og grundigt skudt i sænk søndag eftermiddag på Lunden.
To sejre i de fire Hoppe Prøver – den ene gav endog dobbeltsejr – betyder at SJ’s Photo kvalificerede tre hopper direkte til Hoppe Derbyet, og fra pointberegningen er sidste års Hoppe Kriterium-vinder Picture FH kvalficeret.
Med andre ord – 1/3 af feltet har SJ’s Photo som fader, nemlig Photocall FH, Passé Lollipop, Premance Simoni og Picture FH.
Stærkt i en årgang, der kun består af 16 danske SJ’s Photo hoppe-afkom!
Læg dertil, at SJ’s Photo-sønnen ENS Snapshot via pointberegningen kan få Picture Perfect med.
ENS Snapshot, der med P-årgangen har sin første årgang, er også godt repræsenteret i DFDS Seaways Dansk Trav Derby med ikke færre end tre kandidater, nemlig Politiken, Pioneer Shadow og Please Shadow, mens farmand, SJ’s Photo er repræsenteret ved Pingus Vang.
SJ’s Photo er desuden morfar til svensktrænede President Bravur, der er kvalificeret via pointberegningen.
Og mere familie: Den mest overraskende vinder i Derbyprøven, Photocopy K har en helbroder til SJ’s Photo – nemlig Guybo – som fader!