SIK Elite på travbanen
Hele SIK’s førsteholdstrup samt trænere og repræsentanter fra ledelsen tager næste mandag på travbanen, hvor stjernerne udover at prøve kræfter med at spille på heste, også bruger besøget på travbanen som en social event som optakt til forårssæsonen.
Direktør på Skive Trav Jesper Elbæk tager med glæde imod SIK Elite på travbanen.
– SIK og Skive Trav indledte allerede sidste år et samarbejde, hvor vi brugte hinandens ”hjemmebaner” på konstruktive måder. SIK kan bruge et besøg på travbanen som en slags ”ryste sammen tur”, og havde vejret været lidt bedre, så havde vi arrangeret et ponyrace for dem. Det må de have til gode, og måske kan vi time det således, at fodboldspillerne fra SIK kan duellere mod håndboldspillerne fra Skive FH, som vi også gerne vil genoptage samarbejdet sammen med.
Skive Trav laver senere på foråret en event på Skive Stadion til lokalbraget mod Viborg FF 13. april, hvor der bliver uddelt fribilletter til alle tilskuere til den store Musketerweekend på travbanen 23.-24. april.
– Musketerweekenden er vores allerstørste arrangement i 2011, og her har vi ambitioner om at fylde tilskuerpladserne til bristepunktet, og sætte ny omsætningsrekord. For at det skal kunne lykkes, så skal vi have flere mennesker på travbanen end blot stamgæsterne, og fribilletter til alle tilskuerne i SIK-VFF kampen bør vel kunne give os nogle hundrede ekstra gæster, vurderer Jesper Elbæk.
SIK Elite uddeler ærespræmier i et af løbene mandag aften, og umiddelbart efter præmierne er overrakt i vindercirklen midt på tilskuerpladsen, så vil det være muligt at få en autograf fra SIK stjernerne.