Sidste nyt fra Arvid Olsen
Det er efterhånden snart seks uger siden, at Arvid Olsen d. 12. november pådrog sig et alvorligt brud i venstre fod efter et træningsuheld på Skovbo, og der går desværre endnu nogen tid inden Lunden-træneren igen er klar til at sætte sig i sulkyen.
– Jeg har siden opholdt mig en del på sygehuset på afdelingen for fod- og benskader. De fleste dér har problemer med sukkersyge, og i forhold til dem har jeg ikke noget at klage over. Lægerne havde aldrig set brud og forskubninger som mine, og hvor et brud normalt tager seks uger, så er min prognose noget længere, for det er jo seks uger siden nu, siger Arvid Olsen til Travbanen.dk.
– Jeg skal forholde mig helt i ro hen over Jul og Nytår og så på sygehuset igen 2. januar. Jeg har haft problemer med infektioner og blodomløbet i foden, men lægerne var tilfreds med, hvordan det hele så ud den anden dag. Så nu er jeg heldigvis kommet hjem efter flere omgange på sygehuset.
– Stalden er i øjeblikket på 12 heste, og jeg har ansat en pige (ejeren af Red Light District) til at passe det hele, og hun har så heldigvis god hjælp af en masse gode venner af stalden, så på den front er jeg ikke urolig.
Arvid Olsen har under sit fravær kunne glæde sig over et par fine sejre til stalden – senest i onsdags på Lunden, hvor Red Light District sejrede for Arvids tidligere jockey og førstemand, Rene Jonassen.