Seks V P-heste til Gordon Dahl
Birthe og Bent Viborg Pedersen (Stald V P) er med i “Birger Jørgensens Fanklub” på i alt 40 personer fra hele landet, som på fredag – med Karsten Bønsdorf som rejseleder – rejser til USA for at følge den danske verdensmesters titelforsvar. Imens overtager Gordon Dahl det daglige ansvar for seks af staldens heste.
– Vi har igennem lang tid haft et tæt samarbejde med Gordon, så det er jo nærliggende at sende løbshestene op til ham når vi ikke selv har mulighed for træne mens vi er i USA, siger Bent Viborg.
Foruden stortalentet Starlet Beat (foto) drejer det sig om Moonjam Flamingo, Paloma V P, Rosinande V P, Romeo V P og Sunshine Flamingo.
– Starlet Beat er “officielt” i træning hos Gordon Dahl, men det er mig selv der træner hestene hjemme på gården og nogle dage inden de skal starte, kommer de ind til et tempoarbejde hos Gordon. Sådan fungerede det også dengang vi havde et samarbejde med Søren Johansson. Starlet Beat har dog tidligere været i træning hos Gordon i to måneder, siger Bent Viborg, som melder alt vel med Timberland-hoppen inden søndagens 2-årsløb i Århus.
– Jeg kører en times med hende hver anden dag og var inde hos Gordon i går, hvor hun fik et hurtigarbejde og alt virkede fint. “Der er et gear mere end jeg havde regnet med” sagde Gordon, og det er helt klart at vi har fået fat i en mægtig hest, som vi selvfølgelig gør alt for at passe på. Der er allerede kommet et par store bud, men lige nu beholder vi den.
Fem føl næste år
Stald V P har med vilje ikke fået nogen føl i år, men venter til gengæld fem føl i 2012 – heraf tre efter championhingsten S J’s Photo.
– Lady Magic (de), Millennie (s) og Bovina (de) er i fol v/S J’s Photo, mens Line Bøg og Komner (s) er i fol ved hhv. Buvetier d’Aunou og Carmody Lobell, fortæller Bent Viborg.
Stalden tæller endvidere tre 3-åringer, Tiger V P (hingst v/Stand Strong-Line Bøg), Tripoline V P (hingst v/Archduke Kemp-Lady Magic) og Tikki Wikki V P (hoppe v/Defi d’Aunou-Millennie), som alle har været til tilkøring hos Frantz Praëm, men nu er tilbage på gården i Nørre-Nebel.