Saxo Epice – husk navnet!
Eftermiddagens måske bedste præstation på Billund Trav blev vist af den 3-årige Saxo Epice, der suverænt vandt sin anden start i karrieren med Birger Jørgensen i sulkyen.
Trophy Catch kan i Saxo Epice have fået den reklamehest, som enhver alvshingst har brug for.
En flot debutsejr umiddelbart inden årsskiftet på Skive Trav i 1.17.9a/1900 m blev Skærtorsdag fulgt op med en suveræn sejr på Billund Trav i ny rekord 1.16.8a/1900 m.
Birger Jørgensen tog Saxo Epice roligt fra start, da parret havde anden række, men efterhånden begyndte han at avancere frem mod førende Sindy Skovsende (Knox jenil) med Kent Friborg.
Tempoet var ret jævnt – omkring 1.16.5 undervejs – og da feltet rundede opløbssvinget, var der ingen andre der kunne holde med i den fart.
Saxo Epice vandt med 10 længder i 1.16.8a/1900 m foran en pænt afsluttende So Long Sugar, der akkurat som Saxo Epice er efter Trophy Catch!
So Long Sugar med Bjarne Jeppesen noteredes for 1.17.8.
Efter sin debutsejr i Skive var Saxo Epice meget tæt på at blive solgt til en nordisk hesteejer.
– Men det trak ud med at få svar fra Norge, og da jeg spurgte en af mine gamle hesteejere, Stald Lolland om det ikke kunne være en hest for dem, så slog de til, fortæller træner Peter Rasmussen.
– Stald Lolland har ikke haft heste i flere år, så det var dejligt at få dem ind i sporten igen.
– Planen med Saxo Epice er at føre ham stille og roligt frem. Vi skal ikke ud i Musketer-løbet, men måske i det 3-årsløb, der er under 25.000 kroner. Desuden ser jeg efter en passede opgave på Jägersro, siger Peter Rasmussen videre.
Peter Rasmussen stod i øvrigt for dagens største overraskelse, da han vandt 2. løb med Ramona Dryad (Armbro Kaiser) til odds 72,68.
– Jeg havde nu heller ikke regnet med den store vinderchance på forhånd, men på opløbshjørnet kunne jeg se, at Birger Jørgensen bag Sky Line (Credit Winner) begyndte at se sig lidt nervøst tilbage, og så anede jeg, at jeg havde chancen for at vinde, siger Peter Rasmussen.
Optakten til løbet for Ramona Dryad blev i øvrigt lettere kaotisk.
Umiddelbart efter præsentation slog hoppen med hovedet, og checken knækkede.
– Jeg måtte køre i stald for at få ny check på, og havde lige akkurat fået det, da de kaldte et minut til start, fortæller Peter Rasmussen videre. – Derefter var det bare at skynde sig ud på banen og op bag startvognen, så jeg fik faktisk aldrig cantret hende af.
Ramona Dryad sejrede i 1.17.7a/1900 m foran debutanten Sky Line, der noteredes for 1.17.8.